Selvom jeg synes, vi er gode til at spise frugt, så sker det af og til, at der ligger et par bananer i frugtskålen, som er blevet overmodne og har fået et par brune pletter, som får børnene til at vrænge på næsen, hvis man vil servere dem i en frugtskål.
De kan selvfølgelig bruges til en lækker banankage, i hjemmelavede myslibarer eller skæres i skiver og fryses til en dag, man vil lave smoothie. Men jeg havde en idé om, at de også kunne bruges i boller, så det eksperimenterede jeg lidt med, og jeg synes faktisk, at resultatet blev rigtig godt.
Bollerne er bløde og luftige, så man sagtens kan gnave af dem helt som de er – eller få dem med i madpakken med smør på. Og så har de en dejlig sød og let krydret smag, der stiller både sult og sukkertrang (især hvis man napper en med et stykke mørkt pålægschokolade på).
Da jeg bagte dem, havde vi fem halvbrune bananer i frugtskålen, men bare brug så mange du har – jeg tror de bliver præcis lige så gode, uanset om der er to eller seks bananer i.
Vil du lave den helt luksuriøse udgave, kan du hakke lidt mørk chokolade og blande i dejen – mums!
Bananboller
(ca. 20 stk.)
- 7,5 dl lunkent vand
- ½ pakke gær
- 1 ½ tsk salt
- 1 tsk stødt kardemomme
- 2 spsk stødt kanel
- evt. ½ tsk stødt ingefær
- 1 æg
- 2 dl havregryn
- 1 ½ dl fuldkornshvedemel/grahamsmel/rugmel
- 5 moste bananer
- 1 dl græsk yoghurt eller lignende
- Ca. 1 kg hvedemel
- Evt. 1 sammenpisket æg og kanelsukker til pynt
- Opløs gæren i vandet og tilsæt salt, kardemomme, kanel og evt. ingefær.
- Hæld havregryn og fuldkornshvedemel i og lad blandingen stå og trække lidt (fx mens du moser bananerne).
- Tilsæt de mosede bananer, græsk yoghurt og æg og rør grundigt sammen.
- Kom til sidst hvedemel i lidt ad gangen. Dejen skal være klistret, men ikke flydende.
- Lad dejen hæve mindst 1 time og gerne 2-3 timer tildækket på køkkenbordet.
- Brug to skeer til at sætte bollerne på en bageplade med bagepapir.
- Pensl med sammenpisket æg og drys med kanelsukker.
- Lad bollerne efterhæve, mens ovnen varmer op.
- Bages ved 200 grader (varmluft) i ca. 20 minutter.
God bagelyst!
Hej:)
Har lige igen bagt de lækre boller og fulgt opskriften til punkt og prikke – bortset fra at jeg sætter bollerne i en brandvarm ovn (250 grader) de første 3 minutter og derefter skruer jeg ned til 200 grader resten af tiden.. Bollerne hæver fint – og smager skønt..Har prøvet een gang i en ikke helt varm ovn – og bum….flade boller.
Hej. Jeg har samme problem, som Signe og Monica, dejen er enorm våd og bollerne bliver flade.
Er din dej så fast, at den kan æltes? For det kan den umuligt, hvis man holder sig til målene i opskriften.
Mange hilsner Sandra
Hej Sandra. Nej, jeg kan heller ikke ælte dejen, men sætter den på bagepladen med to skeer. At bollerne bliver flade kan skyldes, at de ikke har hævet længe nok – eller måske hævet for koldt? Hvis du har mod på at bage dem igen, kan du også prøve med lidt mindre vand. Håber i hvert fald, at de smagte godt 🙂 Mange hilsner Anneline
Nu har jeg bagt disse boller to gange og begge gange er min dej meget mere våd end hvad opskriften dikterer. Jeg tilsætter dobbelt så meget mel som opskriften siger og jeg følger den altså slavisk. Bollerne smager supergodt men jeg fatter ikke det med melet ?
Hej Monica. Jeg ved ikke helt, hvad der går galt – sådan er det tit med bageopskrifter: De bliver aldrig helt ens fra gang til gang, selvom man brug præcis de samme ingredienser. Et af naturens små drillerier 🙂 Prøv at starte med 5-6 dl vand i stedet for. Måske giver det en bedre dej? Forresten er det alt for længe siden, jeg selv har bagt disse bananboller – så tak for reminderen 🙂 God bagelyst. Sommerhilsner fra Anneline
Har lige bagt dem til børnehaven til min datters 3 års fødselsdag.. både mig og lillesøster synes de smager godt (bedre end jeg havde forventet) så håber ungerne også kan lide dem.. eneste problem er at jeg synes det bliver lidt flade for mig, selv med ekstra mel..
Hej Anneline.
Vi er helt vilde med dine søde & sunde bananboller! Mine unger elsker dem. Jeg har et lille tip; lav havregrynene om til havregrød og udelad ægget; så bliver de dejligt svampede og kan holde sig friske i flere dage. Jeg havde noget “topping” tilovers fra en brunsvigerkage (altså brun farin, margarine og lidt sirup), som jeg smurte ud over nogle af bollerne, inden de røg i ovnen. UHM! Det var supergodt – og samvittigheden er nogenlunde i orden, da noget af hvedemelet var blevet erstattet af grahamsmel 🙂
Tak for en dejlig opskrift!
– Rikke
Hej Rikke
Tak for dine gode fif – jeg vil helt sikkert prøve at putte havregrød i. Her i familien er der til gengæld stor undren over, hvordan du kan have brunsviger-fyld tilovers … Ham, der står for brunsvigeren her i familien mener ikke, at der kan komme for meget på 😉 Men det kan da være, at jeg selv skal prøve at røre mig en portion til at putte på boller. Det lyder toplækkert!
Mange hilsner Anneline