Når nogle bestemte retter bliver sat på bordet, så ved jeg, at NU er det sommer. Det kan for eksempel være koldskål, jordbær med fløde, stegt flæsk med persillesovs og nye kartofler – eller klassisk kold kartoffelsalat.
Jeg er vild med kold kartoffelsalat – altså hjemmelavet, af nye kartofler, med iskold frisklavet dressing og masser af friske krydderurter. Uhm, det smager skønt til frikadeller eller grillet kød, og så er det nemt at have med til sommerens mange udendørs arrangementer.
Som regel laver jeg min kartoffelsalat meget enkel, men jeg kan dog godt lide det lille twist at iblande et æble i tern. Det giver en skøn syrlighed.
Og hvis jeg vil have en lidt mere krydret smag tilsætter jeg også 1 spsk karry og 1 tsk sukker (sukkeret fremhæver og afrunder karryens smag).
Vil du have ekstra bid i kartoffelsalaten, kan du tilsætte en håndfuld sukkerærter skåret i mindre stykker.
Kold kartoffelsalat
(4-6 personer)
- 2 ½ dl yoghurt naturel (eller lignende)
- 2 ½ dl græsk yoghurt eller creme fraiche 18%
- ½ lille løg
- 2 tsk groft salt
- Friskkværnet peber
- 2 tsk sød sennep
- 1 tsk citronsaft
- (Evt. 1 spsk karry og 1 tsk sukker)
- Ca. 750 faste kogte kartofler (afkølede)
- En håndfuld persille
- Ca. 10 stilke purløg
- 1 æble
- 4-6 tomater
- Evt. sukkerærter
- Riv løget, hak persillen og klip purløget i små stykker.
- Skræl æblet, fjern kernehuset og skær resten i tern (ca. 2 x 2 cm).
- Bland yoghurt og cremefraiche og smag til med resten af ingredienserne – gem lidt purløg til pynt.
- Skær kartoflerne i skiver ned i blandingen og vend dem grundigt i. Lad gerne salaten trække i ½ time før servering.
- Skær tomaterne i både og fordel dem over salaten.
Rigtig god Skt. Hans – og mangler du inspiration til en ægte Skt. Hans-dessert, så er en hjemmebagt jordbærtærte eller fragilité måske lige sagen? Skal du til et sidde-på-et-tæppe-udendørs-arrangement, er disse muffins med rabarber og hvid chokolade nemme at have med.