Så er vi kommet godt i gang med 2018! Og endda på nærmest kliché-agtig sund vis her i huset. For Karoline og mig bød julen på en en pæn bunke kogebøger med inspirerende grønne opskrifter, og det har betydet, at køleskabet bugner med kål og grove grøntsager i alle farver.
Vi har allerede opdaget og afprøvet flere favoritter i bøgerne – og ud over de mange smagfulde opskrifter er vi blevet inspireret til at vove os i i vores egne, grønne kreationer.
Den allermest vellykkede til dato er denne lækre salat med bagte rødbeder, sprød spinat, cremet feta og honningristede valnødder.
Det er ikke sådan en, du smækker sammen på et øjeblik. Til gengæld kan de bagte rødbeder og ristede valnødder sagtens laves dagen før. Og salaten gør sig godt til både hverdag og fest.
Dine sanser vil elske det søde, sprøde, salte og bløde.
Din fordøjelse vil elske alle de gode fibre og vitaminer.
Dine øjne vil elske de flotte farver.
Og din familie eller dine gæster vil elske dig lidt ekstra for at servere den 🙂
Spinatsalat med bagte rødbeder og honningristede valnødder
(ca. 4 personer)
- Ca. 100 g frisk spinat
- 2 rødbeder
- 1 avocado
- Cremet feta (eller parmesanflager) efter smag
- Ca. 50 g valnøddekerner
- 1 spsk flydende honning
- 2 spsk olivenolie
- 1 tsk stærk sennep
- 1 tsk citronsaft
- Salt og peber
- Skræl rødbederne og skær dem i tern på ca. 1 x 1 cm. Læg ternene i et ildfast fad – helst i ét lag.
- Rør olivenolie, sennep og citronsaft sammen med salt og peber og hæld blandingen over rødbederne. Vend grundigt rundt.
- Bag rødbederne i ovnen ved 180 grader (varmluft) i ca. 35 minutter, så de er møre, men stadig har bid.
- Imens ristes valnødderne på en tør pande til de begynder at tage farve. Tag panden af varmen, tilsæt straks honningen og rør rundt, så alle valnødder dækkes. Hæld valnødderne over på et stykke bagepapir. Fordel dem så de ligger i ét lag og giv dem et let drys salt (gerne flagesalt). Lad dem afkøle.
- Skyl spinaten grundigt, tør den og læg den i bunden af et fad eller en skål.
- Skær avocadoen i tern og fordel den over spinaten.
- Tag rødbederne ud af ovnen, når de er møre, og lad dem afkøle i 5-10 minutter.
- Fordel de afkølede rødbedetern over salaten.
- Fordel små stykker feta over rødbederne.
- Drys til sidst med honningristede valnødder.
Mums og velbekomme!
Vi kan skrive under på, at den smager mindst lige så godt, som den ser ud til!