Efter at have skrevet om vores tur til Vietnam sidste år, fik jeg sådan lyst til friske forårsruller – eller “nem”, som de hedder på vietnamesisk. Og de er da også helt utroligt nemme at lave.
Du skal blot bruge nogle rispapirspandekager, som kan købes hos asiatiske købmænd og i de større supermarkeder (her er de dog meget dyrere) – og så fyld efter smag og behag.
Denne gang blev vores friske forårsruller fyldt med:
- Agurk
- Gulerødder
- Rød peber
- Icebergsalat
- Forårsløg (skåret i tynde strimler og lagt i isvand, så smagen ikke er så skarp)
- Oksekød (jeg skar et par Venø-steaks i strimler og stegte dem i østerssauce)
- Frisk koriander
- Blandede nødder (cashew og peanuts)
Du kan også bruge:
- Rejer/tigerrejer
- Kylling (evt. marineret på forhånd i f.eks. soja, lime, fiskesauce, hvidløg, ingefær, chili – eller hvad du lige føler for)
- Stegte svampe
- Stegt tofu
- Kogte risnudler
- Edamamebønner
- Mango
- Avocado
- Chili
- Spidskål
- Ananas
Ja, kun fantasien (og smagen) sætter grænser!
Det tager lidt tid at skære det hele i tynde stave og strimler, men – ud over evt. at stege kød – er det også det eneste, der skal gøres.
Ud over rispapir og fyld skal bordet dækkes med et vandfad (eller dyb tallerken – bare den er større end rispapiret) til at dyppe pandekagerne i, før de kan fyldes.
Og så noget dip og sauce til at dyppe i. Det kan f.eks. være soja, sød chilisauce og/eller peanutsauce (hjemmelavet eller færdigkøbt).
Sådan gør du:
- Dyp rispapiret i vand og læg det på din tallerken.
- Læg dit favoritfyld på midten (undgå at overfylde – så spis hellere flere) 🙂
- Fold enderne ind over fyldet og rul derefter forårsrullen stramt om fyldet.
- Spis og gentag.
Chúc ngon miệng (Velbekomme på vietnamesisk)