Brød bagt på grillen

Sommertid er for de fleste = grilltid, og har du en kuglegrill kan den sagtens bruges til andet end bøffer og pølser. Prøv at bage brød i den – det bliver fantastisk lækkert! Her får du Dennis’ opskrift og grillanvisning til fladbrød (perfekt til tzatziki) og franskbrød (gode i madpakken).

Brød på grillen

  • 25 g gær
  • 1 liter lunkent vand
  • 2 tsk. salt
  • 4 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. sukker
  • 1 æg
  • 200 g grahamsmel
  • Hvedemel
  1. Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt salt, sukker, olie og æg.
  2. Rør grahamsmel i dejen og tilsæt så meget hvedemel, at dejen næsten kan æltes. Den skal stadig være blød.
  3. Lad dejen hæve i 1 time.
  4. 1/3 af dejen formes til fladbrød og resten til 2-3 brød.
  5. Når du tænder grillen, så læg briketterne  i den ene side.
  6. Læg et par klinker på grillristen (direkte varme – over briketterne) og oven på dem et stykke bagepapir (ikke helt ud til kanten, så der går ild i det). Vent 5 minutter, så klinkerne er brandvarme. Herpå bages fladbrødene, mens du griller kødet.
  7. Når du er færdig med at grille, lader du klinkerne ligge på direkte varme uden fladbrødene i 5 min., så de er brandvarme.
  8. Skub klinkerne over i den side uden kul og læg brødene på bagepapir på klinkerne.  Bag dem i grillen med låg på (indirekte varme) ved ca. 250 grader. Du kan godt bage to brød ad gangen på en stor kuglegrill.
  9. Bag i 15 minutter og byt så om på brødene, så det brød, der har ligget længst væk fra kullene, nu kommer tættest på. Vend også brødet, hvis du vil have det gyldent på toppen.
  10. Løft brødet (husk grillhandske!) og bank under bunden. Når det lyder hult, er brødet færdigbagt.
Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.