I en verden, hvor vi higer efter det perfekte, autentiske, økologiske og rene er det sommetider en befrielse at bruge lidt tid i selskab med det middelmådige.
Her i familien er vi begyndt at stimle sammen i sofaen om aftenen og se “America’s Funniest Homevideoes” – en halv time i selskab med amerikanske hjemmevideoer fyldt med plat- og dumheder. Det er absolut ikke tv, man bliver klogere af. Det er til gengæld rigtig hyggeligt at grine sammen, undre sig over folks tossethed og snakke om dagens begivenheder uden at frygte, at man går glip af en pointe.
Jeg har også en svaghed for færdigbagte muffins fra Netto. De dér, der fås i pakker med fire – lyse eller mørke. Det er kagekvalitet på linje med den klassiske mazarintærte eller citronmåne: Syntetisk vanilje-/chokoladesmag og vekaostykker. Det er absolut ikke kagekunst, men der er alligevel et eller andet hyggeligt over dem. Og nogle gange er det bare – helt politisk ukorrekt – dejligt med kvantitet frem for kvalitet (selvom de godt nok er krympet noget i bunden, siden jeg opdagede dem for mange år siden).
Det, jeg mener, er, at selvom jeg hylder det hjemmelavede, det sunde og det økologiske, så skal der – efter min mening – også være plads til det middelmådige og uperfekte engang imellem. Ikke, at man skal fordrive livet i fritureos og gammelt joggingtøj, men det skal være okay engang imellem af forfalde til de syndigt ukorrekte. Så jeg vil kaste mig i sofaen og nyde min Netto-muffin, min Nescafé og noget letfordøjeligt tv – helt uden dårlig samvittighed.
Ha’ en skøn Kristi Himmelfartsferie!
Selvfølgelig skal der det – her hylder vi det også og erkender at det til tider er bedre med en god gang hjemmebragt fyldt pasta frem for stres og jag efter en lang dag på arbejde.
HØRT! Men må nu tage hatten af for dit ambitionsniveau med hjemmebag osv. Det inspirerer meget – og jeg har da fået kastet mig ud i både knækbrød og muslibarer.. Men jeg er nu også forfalden til de lette, middelmådige løsninger til tider. F.eks. sidder jeg lige nu med en trekantsis fra fryseren 🙂
Uhm, trekantsis er også en fast ting i vores fryser. Det er VIRKELIG gør-det-selv på den allernemmeste måde – og vel ikke meget værre end et glas saft??
Ha ha, vi er også klart til AFV og vores yndlngs er, når det går galt til bryllupperne – man griner simpelthen så dejligt af at se nogen skvatte ( de rejser sig jo altid op igen med et smil :O)
Vores favorit var en sekvens med golfspillere … Kombinationen af dumhed, dårlige evner og raseri-anfald var ved at give hele familien mavekrampe af grin!