Min mors syltede rødbeder

Både min mormor, min mor og min svigermor er erfarne rødbede-syltere. Alligevel har det taget mig et par år at hoppe med på bølgen – det lød simpelthen lidt for Morten Korch-agtigt at give sig til at sylte … Men faktisk er det ret nemt (når man bare har et par gummihandsker!), og så smager hjemmesyltede rødbeder flere hundrede gange bedre, end de riflede af slagsen, man kan købe i supermarkedet.

Har du en urtehave, så und dig selv en række rødbeder næste år. De passer sig selv hele sommeren, holder sig fint i jorden til du skal bruge dem, de smager fantastisk i rødbedesalat med feta og sennepsdressin eller revet i råkost – og så er de fyldt med jern og supersunde (ikke mindst for kvinder i den fødedygtige alder).

Eneste minus er farven, som er umulig at få af både tøj og hænder. Husk derfor forklæde og gummihandsker.

Syltede rødbeder
(4 store neskaffe-glas)

  • 3 kg rødbeder
  • 1 l eddike (ufarvet)
  • 800 g sukker
  • 4 stave peberrod – ca. 1 cm tykt
  • Evt. en hættefuld Atamon i 1 dl varmt vand (til at skylle glassene i)
  • 4 store glas
  • Gummihandsker
  1. Rødbederne koges møre i letsaltet vand (stik i dem med en urtekniv og mærk om de er bløde – ligesom kogte kartofler). Overhæld rødbederne med koldt vand og smut skrællen af. HUSK gummihandsker!
  2. Glassene skoldes med kogende vand og skylles evt. i Atamon.
  3. Rødbederne skæres i skiver direkte i glassene.
  4. Eddike og sukker koges sammen og hældes over rødbederne.
  5. Øverst lægges 1 stk peberrod (virker konserverende)

Så mangler du kun den lune leverpostej, biksemaden eller æggekagen 🙂

Print Friendly, PDF & Email

3 Replies to “Min mors syltede rødbeder”

  1. Dejligt at se en rigtig opskrift på rødbeder med peberrod der giver den helt rigtige smag af mormors rødbeder og gør de kan holde sig i evigheder uden konserverings middel.

  2. […] leverpostej med agurk/rødbeder/bacon/stegte […]

  3. Mon ikke alle familier har nogle opskrifter, der går i arv fra den ene generation til den anden? Faktisk syltede din oldemor også rødbeder, så langt tilbage som jeg kan huske. Hun stammede fra Lolland og kogte gerne noget sukkerroe sammen med rødbederne. Roen blev skåret ud i samme facon som rødbederne, blev lige så rød og fik samme smag, så ingen tænkte over det. Sukkerroen gjorde, at hun bruge mindre af det dyre sukker. Måske stammer ideen fra hendes barndom – måske er den opstået under sukkerrationeringen. Kh MOR

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.