Jeg husker bedst min oldefar for at lære mig ur-kabalen og kunne snurre en 5’er rundt på bordet. Og så husker jeg ham, fordi han plantede en Forglem-mig-ej ved mit barndomshjem. Jeg var kun 5 år, da han døde, men jeg forstod godt meningen med Forglem-mig-ej og tænkte på ham, når de så de små, blå blomster om foråret. Min oldefar levede og åndede for sin have, og det er især det, min mor og mormor husker. Hans haveglæde, som nu er gået i arv i fire generationer. Jeg fik for nyligt denne mail fra min mor:
Kære Anneline.
“Kan du se, det var sådan en buket min far altid plukkede på denne tid” sagde mormor, sidst vi var derovre – om denne søde buket af små, gule tulipaner, pinseliljer og vilde hyacinter. Din oldefar Theodor døde i 1984 – 91 år gammel. Jeg husker ham mest fra sin have, altid med en blomst i knaphullet. Blomsterløgene har mormor fået af ham, så tænk, at han stadig kan give hende en buket efter så mange år. Og haveglæden er vist også gået i arv fra ham til både mormor, mig og dig, og mon ikke også Frida får del i den? En fin arv, der – uanset finanskrise o.l. – aldrig falder i værdi!”
