Phu Quoc ligger nr. 1 på Lonely Planets liste over ting, man bare MÅ opleve i Vietnam. Og det er der god grund til!
Det er stadig en rigtig paradis-ø med turkisblåt vand, rent hvidt sand og skyggefulde palmer.
Den nordlige del af øen er fredet regnskov, og her er det muligt at bo helt for sig selv. Vi valgte at bo mere klassisk på Long Beach, hvor der findes bungalower og resorts for enhver smag og prisklasse.
Uanset, hvad man vælger, skal man være klar til at betale mere for kost og logi end i resten af Vietnam.
Og man skal nok også skynde sig, hvis man vil opleve idyllen. Hele øens sydvestside er solgt til internationale resort-koncepter, som er i gang med at bygge på livet løs i en stil, der ligger langt fra den afslappede og simple atmosfære, der præger Long Beach nu.
Vi boede på Viet Thanh Resort i to beach bungalower få meter fra strandbredden til 120 dollar pr. nat pr. bungalow – turens klart dyreste overnatning, men også det hele værd!
Ud over at slappe af og knibe sig i armen over al den skønhed, der omkranser en, er der masser af ting at lave på Phu Quoc.
Ting at lave på Phu Quoc:
- Tage på fisketur i en lokal båd (vi kaldte dem kokosnødder) og bagefter få grillet fangsten på stranden.
- Book en tur øen rundt og besøg Coconut Prison (fængsel fra krigstiden, lidt voldsomt og ikke for mindre børn) en peberplantage, den kridhvide Sao Beach, den fine Su Muong Pagoda og en ildelugtende fiskesauce-fabrik, der producerer øens vigtigste eksportvare (ca. 15 $ pr. pers. for en heldagstur).
Når I skal fra øen, skal I til gengæld ikke booke turen via Ha Tien Travel. De tog fuld pris for begge børn, selvom der ikke var buspladser til dem, og de sprang en del af de seværdigheder, vi skulle have set på turen over.
Men derudover oplevede vi kun søde mennesker og dejlig stemning på Phu Quoc 🙂