Nyt liv til salaten

Er du kørt fast i den sædvanlige kombination af iceberg, agurk, tomat og – når kreativiteten slår gnister – en håndfuld ærter fra frost? Og tager du dig selv i at springe salaten over, når du laver mad, fordi den alligevel er så kedelig at spise?

Her får du 4 simple salattrin, der tilsammen giver en opskrift, som kan varieres i det uendelige, og som helt naturligt vil give dig lyst til at putte lidt ekstra grønt på tallerkenen:

  1. Salat
    Iceberg er godt, fordi det holder sig frisk længe, men prøv også hjertesalat, baby leaves, spæde spinatblade, feldsalat, krølsalat eller raddichio (lidt bitter).
  2. Det klassiske fyld
    Giv fylde med tomat, agurk, peberfrugt, gulerødder, ærter, majs.
  3. Det lækre twist
    Og hæv så niveauet med f.eks. avocado, æbler (evt. skåret i tern og vendt i lidt pesto), grønne asparges, ristet jordskok i skiver, vindruer, melon, ananas, jordbær, ribs, solbær, blåbær, appelsin, mango. Vælg kun 1-2 af de søde frugter, så giver det et lækkert pift, uden at det bliver ren frugtsalat.
  4. Pynt
    Sæt prikken over i’et med feta, mozzarellaost, pinjekerner, (salte) mandler, cashewnødder, græskarkerner, ristede solsikkekerner, peanuts, valnødder, rosiner, tørrede tranebær, oliven eller soltørrede tomater.

Med et lille lager af nødder og kerner kan du altid gøre salaten lidt mere spændende i – bogstaveligt talt – en håndevending.

Du kan også nemt skabe variation ved at skære tingene anderledes ud, end du plejer. Skær salaten fint eller groft. Skær tomater i både, skiver eller tern. Riv gulerødderne, skær dem i strimler med en kartoffelskræller, skær dem i skiver, tændstikker eller små tern.

Hvis du putter ost eller avocado i salaten, gør det salaten lidt cremet, og så behøver der efter min smag ikke dressing. Ellers kan du nemt blande en dressing af:

  • Olivenolie
  • Rødvins-/hvidvinseddike
  • Salt og peber
  • Evt. lidt honning og/eller stærk sennep

Jeg bruger ca. 1 ½ spsk. olie til 1 spsk. eddike, men bland bare efter din egen smag.

Hvad putter du i din salat? Smid en kommentar og lad os gøre listen med grønne lækkerier endnu længere.

Print Friendly, PDF & Email

3 Replies to “Nyt liv til salaten”

  1. […] Du behøver ikke betale dyrt for pinjekerner og cashewnødder. Det er både hurtigt, nemt og billigt at lave dit eget drys til salaten. […]

  2. […] Børnehjørnet ← Nyt liv til salaten […]

  3. Lea Ellehammer siger: Svar

    Om jeg kender det?! Har været kørt fast længe, men er i øjeblikket rigtig glad for denne simple kombination: æble i tern, romainsalat, en eller anden form for nød eller kerne og groft revet parmasan. Jeg putter olivenolie, citronsaft, salt og peber over.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.