9. uge – 0. graviditetsundersøgelse

20. august 2009
0. graviditetsundersøgelse
I dag var jeg hos min læge til den første graviditetsundersøgelse – de kalder den for 0. graviditetsundersøgelse. Det var meningen, at jeg skulle lave en urinprøve, så han kunne tjekke, at jeg virkelig var gravid samt om der var nogen infektioner, men min blære nægtede at samarbejde. Typisk, når man ellers render på toilettet ustandseligt! Så den må vente til næste gang.
Til gengæld lavede han en gynækologisk undersøgelse, og alt så ud, som det skulle. Livmoderhalsen er rødlig, og livmoderen er vokset, så den kan mærkes over skambenet – begge dele tegn på graviditet.

Efter 20 minutter kunne jeg hoppe på cyklen igen med en ny tid allerede i næste uge, hvor vi skal vælge fødested, jeg skal have taget blodtryk osv. Så må jeg vist lige huske, at drikke ekstra meget vand, inden jeg tager derned …

23. august 2009
Hils på mormor og morfar

Vi er lige kommet hjem efter en weekend hos mine forældre, som bor 250 km væk. Min mor har snart fødselsdag, så vi havde gaver med – og den ene var graviditetstesten, som vi havde pakket ind.
Først kiggede hun uforstående på den og spurgte, om det var en fodfil … men efter et par sekunder lyste min 20-årige lillebror op i et stort smil og udbrød: ”Det er da løgn!” (han har åbenbart set sådan en i ”Friends”), og så gik der et lys op for mine kære forældre.
De blev overlykkelige, åbnede champagne og min søde bamsefar fik en tåre i øjenkrogen. De kunne slet ikke holde op med at kramme Dennis og mig – det er deres første ”fuldblods” barnebarn.
Det har været rigtig dejligt at dele vores hemmelighed med dem, vi holder allermest af, og nu kan vi næsten ikke vente med at fortælle børnene det. Det bliver dog først efter 12. uge, så risikoen for, at der sker noget, er så lille som muligt.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.