25. uge – 2. besøg hos lægen

I mandags var jeg til 2. graviditetsundersøgelse hos lægen, og alt ser strålende ud. Det er jo altid dejligt at få at vide, når det drejer sig om det lille mirakel i maven.

Mit blodtryk var faldet lidt, hvilket det også helst skal, før det så stiger igen til sidst i graviditeten. Min vægt så også fin ud, og han synes, jeg var sluppet billigt ved kun at have taget 4 kg på indtil nu (først -1 kg og så + 5 kg), så jeg krydser bare fingre for, at det fortsætter sådan.

Han kunne også fortælle lidt om resultaterne af den blodprøve, jeg fik taget ved sidste undersøgelse. Bl.a. at jeg ikke har smitsom leverbetændelse (mon ikke også lægen liiige havde ringet, hvis det var tilfældet …), og at jeg HAR haft lussingesyge, så det behøver jeg ikke være bange for at blive smittet med.

Der var heller ingen tegn på blærebetændelse eller andre slemme sager i min urin, og jeg er ikke i risikogruppe for at få graviditetssukkersyge. Det er man åbenbart, hvis man har sukkersyge i familien, var overvægtig før man blev gravid, eller hvis man tidligere har født meget store børn.

Lægen målte min livmoder til at være 24 cm i SF-mål, dvs. fra kønsbenet (symfysen) til toppen af livmoderen (fundus). Det kan bruges til at måle, om maven vokser som forventet – og det lå helt fint, en anelse over gennemsnittet.
Han kunne ikke mærke, hvordan Blyb lå, men fortalte, at den stadig kan rykke sig rundt i de næste 3-4 uger, og derefter bliver så trang, at den lægger sig til rette i bækkenet.
Jeg kan godt mærke, at Blyb bliver større: Den sparker mere og hårdere for hver dag, der går. Og nogle gange tror jeg, den øver sig i akrobatik til OL i 2012!

Om morgenen synger jeg en lille sang for Blyb, mens jeg er i bad. Det gjorde min mor også for mig og mine brødre, da vi lå i hendes mave, og idéen er, at man kan synge den samme sang for barnet, når det kommer ud, så der er noget, babyen kan genkende i den store, nye verden, der pludselig har åbnet sig.
En lille, tryg base midt i alt det overvældende og nye – den tanke kan jeg godt lide.
Jeg tror også, at vores kattekilling Filunas spinden vil virke beroligende på Blyb, når den kommer ud, for hun ligger i mit skød og spinder flere timer hver dag, mens jeg sidder og arbejder (også lige nu).

Jeg vejer nu 69,5 kg og måler 80 cm om taljen (samme som sidste uge) og 95 cm om hofterne (+1 cm fra sidste uge). Som I nok kan se på billedet, er der virkelig sket noget med maven i løbet af de sidste par uger.

Print Friendly, PDF & Email

One Reply to “25. uge – 2. besøg hos lægen”

  1. […] kan også  se, hvordan min første graviditet forløb i 25. uge og 26. uge (hvor vi sidste gang tog en “test”, om det blev en dreng eller pige). […]

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.