Spis elefanten i små bidder

I mere end to år har vi snakket om at male vores stue, køkken, gang og soveværelse. Men igen og igen er planerne strandet på grund af en lang liste af gode undskyldninger:

  • Vi skal finde mindst en weekend og gerne to i træk, hvor vi ikke har andre planer.
  • Og hvor vi ikke har de store børn.
  • Og hvor bedsteforældre kan passe Frida.
  • Og hvor vejret er godt, så vi kan sætte vores stuemøbler udenfor.
  • Og hvor vi har mulighed for at tage et par fridage bagefter, hvis vi ikke bliver helt færdige.
  • Og … og … og …

Det siger næsten sig selv, at selvom malingen forlængst er købt og ruller, bakker og malertape ligger klar i skuret, så er der absolut ingenting sket. Hver gang snakken falder på “Det ville nu også være dejligt at få malet …”, har vi kigget opgivende på hinanden og kalenderen.

Men så skete der noget i sidste uge … Eller rettere sagt, der skete ikke noget. Vi fandt ud af, at ud over at få besøg af vores gode venner fredag aften, og at Dennis skulle være kampleder ved et fodboldstævne søndag eftermiddag, så havde vi ingen planer i weekenden.

“Lad os male soveværelset,” foreslog Dennis og gik i gang med at tjekke, om malingen havde overlevet den seneste isvinter, og om vi havde noget Polyfilla på lager. Inden gæsterne kom fredag eftermiddag, havde han pillet billeder, sengelamper og spejle ned og fyldt hullerne ud.

Lørdag formiddag trak vi sengen ud midt på gulvet og dækkede den med gamle tæpper, gulvet blev dækket med aviser og kanterne med malertape. Frida synes, det var vældig sjovt at spille bold med en tapeklump – og da vi var klar til at male, passede det med, at hun skulle sove til middag.

Søndag formiddag gik Frida og farmand ud at kælke, imens jeg malede anden gang – og om aftenen kunne vi stille sengen på plads og lægge os til at sove i et funklende nymalet soveværelse. Det var en fryd!

Vi har stadig ikke fået malet hverken stuen eller gangen, men nu virker det ikke så uoverkommeligt længere. I stedet for at ville det hele på én gang, har vi indset, at vi når længere ved at sætte os mål, der er nemmere at nå.
Næste gang, vi har en ledig weekend, snupper vi den ene halvdel af stuen – så kan møblerne stå i den anden ende.

I en børnefamilie går der rigtig meget tid med drift – vasketøj, rengøring, indkøb, madlavning og generel oprydning. Da Dennis boede alene med de store børn, havde han derfor den målsætning, at han ville nå én ekstra ting om ugen. At gøre rent i køleskabet, sætte en opslagstavle op på et børneværelse eller rydde op i sit klædeskab. For det giver en særlig tilfredsstillelse, at tingene rykker sig – bare lidt. At der sker udvikling og forbedringer.

Vi har fundet ud af, at for os handler det om at spise elefanten i mindre bidder. For hvis vi sætter os for at sluge den i én mundfuld, giver vi op på forhånd. Og den taktik er hermed delt ud til fri afbenyttelse 🙂

Print Friendly, PDF & Email

One Reply to “Spis elefanten i små bidder”

  1. Hvor er det bare klogt og godt skrevet – super godt råd, ja nærmest elefantastisk :O)
    Hvis jeg må tilføje et råd, så er det, at man hver dag lige skal have en stund, hvor man laver noget, man bare selv synes er helt vildt hyggeligt – og det må meget gerne være noget, der ikke har nogen nytteværdi overhovedet!

Skriv et svar til Bettina Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.