Nem og lynhurtig æblekage

I går kom mine søde svigerforældre forbi til søndagshygge, og hvorfor ikke bruge nogle af havens mange skønne æbler til en lynhurtig kaffe til eftermiddagskaffen?

Jeg beklager den autentiske billedkvalitet, men vi tog kaffe og kage med i Mindeparken for at nyde efterårssolens (måske sidste?) varme stråler og slippe Frida og Jonas løs på legepladsen. Desværre var jeg kommet af sted uden kamera eller mobil, så billedet er taget med Dennis’ telefon, hvor det kun er selfie-kameraet, der virker … det vil sige nærmest i blinde 🙂

Men kagen var så god, og så nem at lave, at den simpelthen må på bloggen! Grundopskriften er den samme som til “Verdens nemmeste hindbærtærte” –  her i en efterårsversion med æbler, mandler og kanel.

Mums – den er sød, let og sådan lidt marengssprød. Og som en ekstra lille lækkerhedsbonus tager den ca. 15 minutter at røre sammen.

Nem og hurtig æblekage
(En tærteform – ca. 6 personer)

  • 2 æg
  • 160 g sukker
  • 100 g mel
  • Smørklatter + smør til formen
  • 3-4 æbler
  • En håndfuld mandler
  • Kanelsukker
  • Evt. cremefraiche rørt med vaniljesukker
  1. Tænd ovnen på 180 grader (alm. ovn)
  2. Overhæld mandlerne med kogende vand, så de kan smuttes.
  3. Pisk æg og sukker hvidt og luftigt.
  4. Tilsæt mel og pisk igen.
  5. Smør en tærteform (jeg plejer at stille formen ind i ovnen, mens den varmer op, til smørret er smeltet).
  6. Hæld dejen i formen.
  7. Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær æblerne i skiver. Læg skiverne i ét lag ovenpå dejen til den er helt dækket.
  8. Drys med kanelsukker.
  9. Smut mandlerne og fordel dem på kagen.
  10. Bages ved 180 grader (alm. ovn) i 30-35 minutter.
  11. Serveres lun med cremefraiche eller vaniljeis.
Print Friendly, PDF & Email

One Reply to “Nem og lynhurtig æblekage”

  1. Kagen er super lækker, jeg skal også have brugt nogle af vores mange æbler. Tak Line.

Skriv et svar til Inge Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.