Hjemmelavede kyllingenuggets – lidt sundere, meget lækrere!

Den ultimative livret for Frida og Jonas er kyllingenuggets med pomfritter. Det er den ret, de allerhelst vil have, når vi er ude at spise (Jonas kan dog også finde på at bestille “spaghetti pille-næse” …), og det, de beder om at få, når de skal være alene hjemme med deres storesøskende.

For voksne er der til gengæld ikke meget guf over det maste kyllingekød bagt ind i en tyk skal af panering, så hvis vi skal spise med, foretrækker vi de hjemmelavede slags. De smager nemlig helt fantastisk og udgør en superlækker fredags-hyggemenu sammen med ovnbagte kartofler og en god salat. Eller lagt ind i en lun burgerbolle med frisk salat, cheddarost og guacamole – mums!

Og de er nærmest lige så hurtige og nemme at lave, som dem, der hældes ud af en pose fra fryseren.

Hjemmelavede kyllingenuggets

  • Kyllingeinderfilet (eller filet skåret i passende strimler)
  • Æg
  • Mel
  • Cornflakes
  • Paprika (eller andet krydderi efter smag)
  • Salt og peber
  1. Slå æg ud i en dyb tallerken og pisk det sammen med 1-2 spsk. vand.
  2. I en anden dyb tallerken blandes mel, paprika, salt og peber.
  3. Knus cornflakesene groft og læg dem i en tredje dyb tallerken.
  4. Vend hvert stykke kylling først i mel, så i æg og til sidst i cornflakes.
  5. Læg kyllingestykkerne på en bageplade med bagepapir og steg dem i ovnen ved 200 grader i 15-25 minutter (alt efter, hvor store og tykke de er).

Velbekomme til store og små 🙂

 

Print Friendly, PDF & Email

2 Replies to “Hjemmelavede kyllingenuggets – lidt sundere, meget lækrere!”

  1. Lasse Højrup siger: Svar

    Vi elsker også hjemmelavede nuggets. Vi har en opskrift, hvor man lægger kyllingen i en lage af citronsaft, paprika og salt i 20 min inden panering. Det giver et lækkert twist.

    Knus fra brormand

    1. Mums – nemt og hurtigt trick, der giver mere smag! Lyder lækkert og må snart afprøves.

Skriv et svar til Lasse Højrup Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.