Et romantisk smut væk fra hverdagen

 

Jeg elsker vores hverdag, men sommetider er det alligevel rart at hive stikket ud, glemme alt om vasketøj og indkøb, og i stedet dyrke tosomhed og voksentid. Så i år fik Dennis et kroophold i julegave – og ahhhh, hvor var det skønt!

Turen gik til Sdr. Bjert Kro lidt uden for Kolding, hvor vi havde booket et Hverdags Wellness ophold her i januar.

Sdr. Bjert Kro blev i efteråret overtaget af et ungt par, der har forfulgt drømmen om at åbne deres eget sted, og det har de gjort med hjertet på rette sted, for den er helt sikkert et besøg – ja, endda en omvej – værd.

Vi ankom en råkold og regnfuld eftermiddag  og blev indlogeret på et kæmpestort og dejligt værelse. Glem alt om mørke krostuer, tung velour og dystre træmøbler – Sdr. Bjert Kro er indrettet i en lys og lækker badehotelsstil, og der er tjek på alle detaljer så som lækre badeprodukter og fin chokolade på hovedpuden.

Efter at have fået varmen over en kop kaffe i kroens hyggelige café Kaffen, læste vi bøger på værelset, drak et glas medbragt champagne, tog et langt bad og gjorde os klar til aftenens middag.

Og hvilken middag! Stemningen blev sat med et glas mousserende vin, og derefter fulgte fire veltilberedte retter, som vi fik god tid til at nyde.
Menuen bestod denne aften af klar jomfruhummersuppe, laksetartar, lam med svampe og rødvin – og til sidst en fantastisk creme brulée (min absolutte yndlingsdessert – hvor heldig har man lov at være!) med eksotisk sorbet.

Ingen tvivl om, at der var brugt gode råvarer og lagt kærlighed i maden, men et ekstra plus var, at maden var velproportioneret. Det var anrettet smukt – og der var nok af den. Da vi rejste os fra bordet, var alle sanser mætte og glade.

Efter en god nats uafbrudt søvn – hvilken luksus – fik vi lækker morgenmad i Kaffen. Endnu engang var der tænkt på alle detaljer – superlækkert brød, god kaffe, frisk frugt, flere slags pålæg, hjemmelavet syltetøj og yoghurt med hjemmelavet mysli. Smukt serveret ved bordet, så vi bare skulle nyde og slappe af.

Koldingkur

Og som om vi ikke var afslappede nok, så indeholdt opholdet også en tur i Dronning Dorotheas Badstue i Kolding.
Et superlækkert og gennemført spa-sted, hvor man nemt kan fordrive flere timer, selvom man ikke har booket behandlinger.

Her er blandt andet saltbad, sauna med og uden lysterapi, flere slags boblebade, dampbad, duftbruser og ikke mindst udendørs jacuzzi med udsigt til Koldinghus. Skønt!

Behøver jeg at sige, at vi vendte hjem med store smil, nyt energi på batterierne og mere overskud til de glade børn, som havde hygget sig med mormor imens.

Et Hverdags Wellness ophold koster 1.095 kr. inkl. 4-retters middag og besøg i badstuen. Og nej, turen var ikke sponsoreret – den er blot en helt klar anbefaling værdig.

Print Friendly, PDF & Email

One Reply to “Et romantisk smut væk fra hverdagen”

  1. Har flere gange besøgt kroen og det er uden tvivl formidabelt på alle planer!

Skriv et svar til Kirstine Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.