Bali med børn – Ubud

Efter 5 dage i afslappende Lovina lejede vi en bil med chauffør og drog videre til Ubud. Byen, som anses for at være Balis kultur- og kunstcentrum, ligger inde midt på øen og er omgivet af palmer og frodige rismarker.

Vi ankom i et tropisk regnvejr, hvor vandet strømmede ned ad gaderne, og indlogerede os på et skønt, lille hotel Oka Wati, der ligger godt gemt væk på en sidevej og har den smukkest have med pool og udsigt til rismarkerne.

3 ting at opleve i Ubud:

Shopping
Ubud bugner af små butikker med tøj, kunst og tingeltangel. På kunstmarkedet Pasar Seni kan man købe ALT – smykker, sæber, saronger – ja, der sad endda en pæn, ældre dame og solgte øloplukkere i smukt, blankt træ udskåret som store fallosser …  I den mere lødige afdeling fandt vi souvenirs og gaver til børnenes venner og veninder – og fik pruttet dem ned til 1/4 af startprisen, uden at sælgerne vist følte sig snydt af den grund.

Monkey Forrest
Vi havde hørt, at aberne i Monkey Forrest kunne være særdeles aggressive – især hvis de fik færten af, at man havde noget spiseligt på sig. Så vi undlod at købe de bananer, der blev solgt (til ågerpriser) ved indgangen. Og så lod aberne os være i fred, selvom vi kom tæt på dem. Tidligere levede aberne udelukkende af det, turisterne gav dem, men nu bliver der lagt en slags kartoffellignende knolde ud til dem, og det ser ud til at gøre dem mere rolige. Det føltes dog, som om hele skoven var levende – træerne svajede og abeskrigene gjaldede gennem luften. Det var meget fascinerende – ikke mindst for Frida.

Babi Guling og balinesisk dans
Vi nåede faktisk ikke at se balinesisk dans, mens vi var i Ubud, og det ærgrede os efterfølgende. Vi troede, at vi kunne se det et andet sted på øen, men muligheden bød sig ikke igen.
Vi ville også gerne have smagt Babi Guling  – balinesernes traditionelt stegte pattegris. Ifølge de balinesere vi spurgte, skal den smages på det lille spisested Warung Ibu Oka, men da vi ankom ved frokosttid med to sultne børn, var der kø langt ud på gaden, så vi droppede det og fandt desværre ikke Babi Guling på menukortet senere på turen.

Print Friendly, PDF & Email

One Reply to “Bali med børn – Ubud”

  1. […] de sidste gaver og souvenirs. Set i bakspejlet ville vi gerne være blevet en dag længere i Ubud og en dag mindre i Sanur. This entry was posted in Rejser and tagged bade, Bali, børn, pool, […]

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.