36. uge – Snydechampagne og sidste lægebesøg

I går var jeg til det sidste lægebesøg inden min termin. Det blev en noget rodet affære, for der var travlt i klinikken og fyldt i venteværelset, så min læge var lidt forvirret og havde samtidig en lægestuderende i praktik, som fulgte konsultationen.

Den studerende fik sin debut med at lytte efter hjertelyd med en gammeldags doptone og mærke, om babyen vendte rigtigt. Blyb ligger stadig med hovedet nedad, hjertelyden var fin, og jeg fik også lov til at høre den med den elektriske doptone. Til gengæld glemte de at tage mit SF-mål, og lægen ville heller ikke skyde på Blybs vægt, for han var med egne ord ”forbandet dårlig til at ramme rigtigt”.

Mit blodtryk så pænt ud, og jeg har stadig ikke vand i benene eller andre steder i kroppen.
Eneste minus var, at urinprøven tydede på blærebetændelse. Det er ikke noget, jeg selv har mærket, men jeg fik en pillekur, som jeg skal tage de næste fem dage, og så kan jordemoderen tjekke, om det er gået i sig selv, når jeg har tid hos hende på onsdag.

Gratis bækkenbundstræning

I aftes var jeg til fødselsforberedelse for sidste gang. Der var en fra holdet, som havde født, og da underviseren fortalte det, gik der et sus af spænding og forventning gennem lokalet. Nu er det pludselig rigtig tæt på!
Timen handlede om amning og bækkenbundstræning, så vi kan komme godt i gang med livet efter fødslen og forhåbentlig slippe for inkontinens på både kort og langt sigt. Hvis du også vil have et par nemme og effektive øvelser til bækkenbunden, kan du finde gratis træningsvideoer eller downloade små træningsprogrammer som MP3 her. Det tager kun et par minutter om dagen at genoptræne sin bækkenbund efter fødslen og bevare den i god form.

Ingefær mod sure opstød
Hende, der i sidste uge, lovede at tjekke, om japanske umeboshi blommer hjælper mod halsbrand og sure opstød, kunne fortælle, at de hjalp kortvarigt. Til gengæld havde hun stort held med at drikke te af en skive frisk ingefær overhældt med kogende vand og evt. med lidt honning i.
En anden kunne tilføje, at hun plejede at putte en skive frisk ingefær og en tørret abrikos i et tefilter, hælde kogende vand over og drikke det som te – bare fordi det smagte så skønt. Så nu er disse tips givet videre.

I fredags havde Dennis og jeg kendt hinanden i 1½ år, og det skulle selvfølgelig fejres. Men i stedet for alkoholfri champagne drak vi tranebærsaft blandet med danskvand – selvfølgelig serveret i champagneglas – og det smagte fantastisk!
Tranebær skulle også være godt mod blærebetændelse, så nu kan jeg med god samvittighed sidde her og sippe snydechampagne hele dagen.

Jeg vejer nu 75,5 kg og har dermed rundet de +10 kg. Min mave er vokset 1 cm hvert sted, så jeg nu måler 93 cm om taljen og 106 cm om hofterne.

Print Friendly, PDF & Email

One Reply to “36. uge – Snydechampagne og sidste lægebesøg”

  1. […] hvis du vil læse om 36. uge af min første graviditet kan du klikke her. Her er der gode tips til bækkenbundstræning og flere gode råd mod sure opstød og halsbrand (de […]

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.