Superlækker ærtesuppe

 

Da vi for  nyligt var på café satte Frida sig godt til rette og proklamerede, at hun gerne ville have ærtesuppe … Det har hun åbenbart fået i børnehaven og er helt vild med det. Vi kiggede på menukortet (som ikke indeholdt ærtesuppe), derefter så vi lidt på hinanden, og så fik vi hende overbevist om, at en børnebrunch (med Nutella) også var rigtig godt.

Men det er da fantastisk at have en barn, der har lyst til at udforske og smage på en masse lækre retter – og det vil jeg gerne være med til at fremme og belønne, så vi aftalte at sætte ærtesuppe på hjemme-menuen et par dage efter.

Og det viste sig, at hele familien var enige om, at det var et overraskende lækkert nyt indslag.

Samtidig er det nemt at lave, og selvom det helt sikkert vil smage allerbedst med nybælgede friske sommerærter, så er det også godt med en helt almindelig pose ærter fra frost.

I min første opskrift var der ikke kartoffel, og det var lidt svært at få blendet ærterne helt ud, så efterfølgende har jeg fundet en anden opskrift MED kartoffel, som giver den lidt mere fylde, og det er den I får her. Men suppen kan altså laves både med og uden.

Vi fik ærtesuppen med bacondrys, men jeg synes faktisk den røgede smag var lidt for kraftig til de milde ærter, så næste gang vil jeg i stedet drysse med mandler, der er ristet på panden i lidt olivenolie og hakket.

Ærtesuppe
(4 personer)

  • 500 g (bage-)kartofler
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk. olivenolie
  • ½ dl frisk timian (finthakket) eller 1 tsk. tørret timian
  • 6 dl grøntsagsbouillon
  • 400-500 g frosne grønne ærter
  • 1 dl piskefløde
  • Salt og peber
  • Tilbehør: Godt brød og bacontern, ristede mandler eller langtidsbagte tomater
  1. Hak løg og hvidløg fint. Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker.
  2. Kom olien i en gryd og steg kartofler, løg og hvidløg et par minutter.
  3. Tilsæt ærter, timian og bouillon. Rør rundt og lad det koge i  ca. 10 minutter til kartoflerne er møre.
  4. Blend suppen med en stavblender og smag til med fløde, salt og peber (husk at holde lidt igen, hvis dit drys er meget salt).
  5. Server suppen med godt brød og evt. pyntet med flotte røde tomater og lækkert drys.

Pyha, så nåede jeg lige akkurat at give jer opskriften i denne uge, som jeg havde lovet 🙂 God søndag aften!

Print Friendly, PDF & Email

One Reply to “Superlækker ærtesuppe”

  1. Wow. Den ser lækker ud, så den skal jeg da prøve af på vores familie 😉

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.