Smagen af sommer #10: Min mors guddommelige ribskage

 

Ahhh! Så er vi hjemme på Storbyfarmen igen efter 14 dages familiecamping i Danmark, men med sydlandsk vejr og storfamilie-stemning.

Inden vi tog afsted, nåede vi lige at rydde en af ribsbuskene og lave denne skønne cheesecake med ribs, som i min familie skal laves mindst en gang hver sommer. Jeg er vild med kombinationen af den den sprøde bund, det søde og bløde fyld og de syrlige ribs – og så er den simpelthen så hyggelig at lave!

Ribskage

Ribskage
(6-8 personer)

  • Bund: 
  • 200 g digestive kiks
  • 50 g finthakkede mandler
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 100 g smør
  • Springform (ca. 22 cm)
  • Fyld: 
  • 6 blade husblas
  • 2,5 dl fløde
  • 200 g sukker
  • 2 pasteuriserede æggeblommer
  • 500 g græsk yoghurt 2 %/kvark/fromage frais
  • 300 g ribs
  1. Bund: Knus kiksene (fx ved at putte dem i en frysepose og banke på dem med en kagerulle). Hak mandlerne fint og smelt smørret. Bland knuste kiks, hakkede mandler, vaniljesukker og smeltet smør og pres det ned i bunden af en springform med en grydeske eller knoerne, så det bliver et fast, glat lag. Sæt formen på køl.
  2. Fyld: Læg husblassen i blød i koldt vand.
  3. Skyl ribsene og lad dem dryppe godt af. Tag et par flotte klaser fra til pynt.
  4. Pisk 1,5 dl fløde til flødeskum.
  5. Bland 1 dl fløde med 200 g sukker i en gryde og bring det til kog under omrøring. Tag blandingen af varmen.
  6. De pasteuriserede æggeblommer piskes glat med lidt af fløde/sukkerblandingen (hæld æggeblommerne i en lille skål og tilfør med en teske lidt af fløde/sukkerblandingen i en tynd stråle, mens du rører. Formålet er at udjævne temperaturforskellen, så ægget ikke stivner, når de tilsættes i den varme fløde/sukker). Bland derefter i gryden.
  7. Tryk husblassen fri for vand og bland den i fløde/sukkerblandingen, så den smelter.
  8. Rør fløde/sukkerblandingen i flødeskummet og vend derefter den græske yoghurt heri.
  9. Vend til sidst ribsene i.
  10. Når cremen begynder at tykne (efter ca. 10 minutter) fordeles den på bunden og sættes tilbage i køleskabet i mindst et par timer. Pynt med ribsklaser inden servering.

Tip!
Du kan sagtens lave kagen med frosne ribs, så skal du bare bruge 7 blade husblas. Jeg plejer at brede ribsene ud på et viskestykke og fjerne de største stykker is for ikke at få for meget ekstra væde i. Og så vender jeg ribsene i, mens de stadig er frosne – ellers bliver kagen lyserød!

Print Friendly, PDF & Email

One Reply to “Smagen af sommer #10: Min mors guddommelige ribskage”

  1. Himmelsk, forfriskende sommerkage, der rives væk! Et sikkert hit, ikke mindst i 30 graders varme, når andre kager kan virke vamle. Når jeg laver den med frosne bær, hælder jeg halvdelen af sukkeret over og moser det sammen, mens de stadig er halvfrosne. Så stivner massen hurtigere. Det gør ikke spor, at kagen bliver lyserød. Det ser flot ud med flødeskumstoppe under ribsklaserne 😋😋😋

Skriv et svar