Hyldeblomstsaft – du kan stadig nå det

Min søde svigermor sværger til hyldebærsaft og hyldebærsuppe, som et vidundermiddel mod forkølelse og ondt i halsen. Desværre har Dennis fået så meget af den kur, da han var barn, at han ikke kan fordrage det længere 🙂

Så vi kæmper en brav kamp for at tømme vores hyldebærtræ, mens det er blomster, det bugner af. Og i år er det da helt vildt! Uanset hvor mange smukke, hvide blomster, vi plukker, virker træet stadig fyldt.

Min personlige hyldeblomst-favorit er min mors hyldeblomstdrik med citron og brun farin, men i år har jeg udfordret mig selv og lavet en lys udgave med rørsukker. Jeg synes, den virker mindre sød, og lige så frisk og tørstslukkende.

Jeg hælder saften i hvide engangskrus (de klassiske med riller) og fryser dem ned. Så risikerer man ikke, at saften gærer. Og når saften skal blandes, trykker man blot et krus frossen saft ud i en kande, fylder op med vand (ca. 1 liter) og rører rundt. Voila – iskold saft på et øjeblik.

Lys hyldeblomstdrik
(ca. 12 hvide engangskrus)

  • 20 hyldeblomst-klaser
  • 1½ liter kogende vand
  • 1 kg rørsukker
  • 2 øko-citroner
  • 60 g vinsyre
  1. Skrub citronerne og skær dem i tynde skiver.
  2. Opløs sukkeret i kogende vand. Tag gryden af varmen og put resten i.
  3. Lad blandingen stå i køleskabet i 4 dage – omrør af og til – og hæld den gennem en si.
  4. Hæld saften i engangsbægre og sæt dem i fryseren. Det er en god idé at sætte bægrene i en bakke, så de ikke vælter. På grund af det høje sukkerindhold bliver de nemlig ikke helt stivfrosne, men kan løbe ud i fryseren – og det er noget klisterstads. Hvert bæger blandes med ca. 1 liter vand.

Om et par dage får du min opskrift på friterede hyldeblomster – og har du andre gode opskrifter med hyldeblomst, må du meget gerne smide en kommentar – tak 🙂

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.