Category Archives: Børn og familieliv

Søde små efterårspindsvin

Print Friendly

Krea_Pindsvin

Vi har haft et festligt efterår fyldt med fødselsdage. Da min mor fyldte 60 år, blev det fejret over en hel weekend, og lørdag eftermiddag var sat af til krea-projekter.

Begge mine svigerinder er überkreative, og søde Charlotte havde sørget for, at der var et helt bord fyldt med kastanjer, hobby-øjne, bog, lys, bånd, ler og meget andet at kaste sig over. Desuden gik vi en tur til stranden og samlede flotte sten, som blev limet sammen til fugle og dyr, da vi kom tilbage.

Det var utroligt hyggeligt at slippe fantasien løs og at skabe noget sammen i stedet for blot at sidde bænket omkring god mad (det gjorde vi så lørdag aften – mums!)

Jeg fik lavet en pindsvinemor med en langpigget og lidt forpjusket pindsvineuge, som stadig spreder lys over efteråret hjemme hos os.

Du skal bruge:

  • Ler
  • En håndfuld bog (altså fra bøgetræer)
  • Hobbyøjne (kan købes i hobbyforretning og sommetider i Søstrene Grene og Tiger)
  • Stearinlys
  • Evt. lysholder af staniol (eller fold et lille stykke staniol rundt om den nederste ende af lyset)
  1. Form et pindsvin af ler
  2. Sæt et lys med lysholder (så kan lyset skiftes ud, når det er brændt ned) midt i ryggen.
  3. Stik bog i leret, så det ligner pindsvinepigge.
  4. Sæt hobbyøjne i – og lav evt. en lille næse (jeg brugte en lillebitte kastanje, men en knappenår eller svovlet fra en tændstik kan også bruges). Du kan også pynte med sløjfer, nipsenåle og/eller andre krea-påfund.

OBS! Ligesom med en adventskrans, er det nødvendigt at holde øje med, at lyset ikke brænder helt ned til bogene.

I dag er det vores kærlighedsdag!

Print Friendly

I dag er det seks år siden, at jeg kyssede min mand for første gang. Vi havde mødt hinanden 10 dage tidligere på Smukfest i Skanderborg, men da var han et totalt no go (nyskilt, fra Jylland og med to børn – uha uha!).
Vores eneste nærkontakt var derfor, da han forsøgte at hælde en Bacardi Breezer i øjet på mig. Ingen af os kan huske hvorfor.

Da vi kom hjem, fandt han mig på Facebook, og så udvekslede vi et hav af mails og sms’er. Jeg fandt hurtigt ud af, at han ikke bare var en festlig, fraskilt jyde, men at han også var sjov, sød, klog – og at vi havde mange af de samme livsværdier og drømme.

I løbet af en uge havde han overbevist mig om, at han skulle besøge mig, næste gang han var på arbejde i København.

Så det gjorde han, og da han kom op af trapperne, så han endnu bedre ud, end jeg huskede. Vores første kys var midt i min lillebitte entré, og det føltes helt rigtigt.

Bagefter forærede han mig den her:

6aar-JordensSøjler

 

Sedlen fandt jeg først et par dage efter, da jeg sad i flyet på vej til Kina – og det var vist ikke kun de høje luftlag, der fik det til at kilde i maven.

Og hvad skete der så?

“Jamen, hvordan tør du? Han har jo børn!” var der flere, der sagde. Svaret var, at jeg ikke turde lade være. Jeg havde fundet mit perfekte match, og den chance ville jeg ikke give slip på.

To måneder senere mødte jeg Karoline og Anton. De kom med Dennis til København, og vi spiste pizza, var i zoo og spillede fodbold i baggården.

De var søde og nysgerrige og ikke spor farlige. Faktisk er de verdens bedste bonusbørn, og som jeg skrev i min bryllupstale til dem og Dennis, så er det jo dem, der har gjort ham til den, han er, og det er jeg dem meget taknemmelig for.

Jeg har ikke fået det liv, jeg forestillede mig, men jeg har fået alt det i mit liv, som jeg drømte om.

Fem måneder senere flyttede jeg nemlig ind på Storbyfarmen og kastede mig som nybegynder ud i et familieliv.

19 måneder senere kom hende her til verden:

6aar-Frida

23 måneder senere blev vi surprisegift på Tunø.
Og 4 år senere fuldendte vi familien med ham her:

6aar-Jonas

Min kære elskede mand. Tak, fordi du har givet mig alt det jeg drømte om – og så meget mere. Jeg glæder mig til de næste seks, 16, 26 og 60 år sammen med dig!

Og vinderen er …

Print Friendly

BonBon-vinder

Lykkens lækresultne gudinde har talt, og vinderen af billetter til BonBon-Land og en taske fyldt med labre sager er fundet.

Den heldige vinder er … da da daaaaa … Karin Christensen.

Stort tillykke, Karin! Husk at maile din adresse til mig, så jeg kan sende tasken og billetterne til dig.

Tak til alle jer andre, som var med på legen :) Mine tænder er løbet i vand over alle de gode slikvarianter, jeg er blevet mindet om – mums!

Forhåbentlig får jeg snart mulighed for at lave flere konkurrencer her på bloggen, så følg endelig med hen over sommeren.

Og god mandag til jer alle!

Gratis kur til tørre hænder

Print Friendly

Oliescrub1

Eller næsten gratis i hvert fald, for du har sikkert alt, hvad du skal bruge i køkkenskabene.

Opskriften fik jeg fra dygtige Camilla hos Hudplejeinstituttet, da jeg beklagede mig over mine tørre hænder. For denne vinter har mine hænder ikke bare været almindeligt tørre – de har været ru, rødmende og sprækkende og haft en tørst, som var fuldstændig umulig at slukke uanset, hvor fede cremer jeg smurte dem ind i.

Camilla forklarede mig, at cremens fugtgivende og plejende ingredienser ikke kan trænge ned i huden, når den er dækket af tørre og døde hudceller. Derfor må man peele, før man smører.

Hun anbefalede mig derfor denne kur, og da alle ingredienserne er selvkonserverende, kan du have den stående i en lufttæt beholder ved siden af håndvasken og bruge den hver aften, så olien kan virke natten over.

Du kan selvfølgelig også bruge den på andre tidspunkter af døgnet, hvis du ikke har noget imod at sprede en duft af frisk kaffe omkring dig :)

Oliescrub2

Oliescrub til tørre hænder

  • 2-3 spsk. malet kaffe
  • 2-3 spsk. brun farin
  • 6 spsk. olie (f.eks. mandelolie, avocadolie, hybenkerneolie eller bare almindelig solsikkeolie)
  1. Bland ingredienserne i en lufttæt beholder og opbevar den ved håndvasken, så du husker at bruge den.
  2. Rør rundt i scrubben med en finger inden brug, så olien fordeles. Massér hænderne med ca. en teskefuld af blandingen – vær især grundig på knoerne, mellem fingrene og hvor huden ellers er ekstra tør. Skyl derefter med lunkent vand og tør hænderne.
  3. Smør til sidst hænderne ind i din yndlingscreme – gerne en fed en af slagsen. Jeg er især glad for Aloe Propolis Creme, Almond Hand & Nail fra The BodyShop og den klassiske Decubal fra apoteket.

TIP!
Mange hjemmelavede scrubs er lavet på vådt kaffegrums, men ifølge Camilla indeholder det for meget vand, så det er bedre at købe en pose billig malet kaffe i stedet.

VIND
Du kan stadig nå at være med i konkurrencen om billetter til BonBon-Land. Det kræver blot, at du afslører dit favoritslik lige her. Og husk søndag er sidste chance.

Hudplejetips – uden løftede pegefingre

Print Friendly

Hudpleje2

Som fortalt her på bloggen tidligere, så er det sund fornuft at begynde at spare op, når man fylder 30 – ikke kun til pension, men også til en smuk hud hele livet.

Jeg selv er begyndt at sætte ind på min hud-konto, efter jeg fik foræret en ansigtsbehandling af min søde mand (skal man tage det som et hint?!) hos Hudplejeinstituttet her i Aarhus.

Det var faktisk lidt svært for mig at få booket en tid, fordi jeg var sikker på at blive mødt med løftede øjenbryn og uha-uha – for det er simpelthen ikke min hud, der bliver prioriteret højst i disse år.

Men det endte med at blive ren forkælelse, da jeg kom i hænderne på dygtige Camilla, som befriede mig for tørre og døde hudceller og pustede nyt liv i min hud med masser af fugt og pleje.

Efterfølgende fik jeg disse gør-det-selv-råd med hjem: Sørg for at peele dit ansigt blidt og brug øjencreme hver dag. That’s it! Ingen løftede pegefingre eller formaninger – sikke en lettelse.

Jeg blev så glad, at jeg har investeret i min hud-pension med Dermalogicas (dyre, men også blide og effektive) peeling-pulver Daily Microfoliant og Kiehl’s Powerful Wrinkle Reducing Eyecream – og så har jeg bestilt tid til min næste hudforkælelse om 3 måneder.

Forresten fik jeg også Camillas nemme og næsten gratis kur til tørre hænder – den får I om et par dage ;)

PS. Husk, at du stadig kan være med i konkurrencen om billetter til BonBon-Land lige her.

m4s0n501

Skønhedstips til travle mødre

Print Friendly

Hudpleje1

Når man runder de 30 år, er det fornuftigt at begynde at spare op.
Ikke kun til pensionen, men også på sin hud-konto. Det ved min dygtige blog-kollega Anette fra Beautyspace.dk alt om!

Men ifølge hende behøver du ikke frygte rynker, kragetæer og fine linjer. Nej, i stedet for at indlede en heksejagt på rynkerne, skal du se på hudens almene tilstand. At holde huden ung handler nemlig om at gøre den i stand til at reflektere lyset bedst muligt – og her er rynkerne kun én blandt mange lyseslukkere.

Heldigvis er der masser af muligheder for at sætte ind – faktisk så mange, at Anette har skrevet en (supergod, ærlig og brugbar) bog om emnet: “Drop rynkehysteriet – Flot hud uden hokus pokus”.

Har du – ligesom jeg – travlt med meget andet end hjemme-spa og længerevarende skønhedsrutiner, så er der her et par kvikke tips, hvis du bare vil gøre lidt, men noget ultraeffektivt

Skønhedsekspert Anette Kristine Poulsens råd til travle kvinder lyder:

  1. Investér i de billige bomuldsvaskeklude fra IKEA og brug dem til at vaske dit ansigt (det er den bedste daglige eksfoliering, der findes).
  2. Sørg for at bruge en god A-vitamin-creme (fx Super Booster 3 fra Beauté Pacifique), da A-vitamin dokumenteret udglatter og genopbygger huden.
  3. Spis masser af fed fisk (omega-3 er en smidiggørende troubleshooter på ALLE plan – også når det gælder huden).
  4. Solbeskyttelse – og nej, luk ikke ørene. Det svarer til at gå over for rødt at lade være. En dag VIL du blive ramt – enten i form af brune pletter, kronisk rødme eller de der kreppede tørhedsrynker.

I overmorgen kan du se, hvordan jeg selv er begyndt at spare op til flottere hud i min alderdom.

(Og vil du have fingre i Anettes bog med mange flere tips, så koster den 199 kr. lige her eller hos din boghandler).

HUSK også, at du stadig kan vinde 4 billetter til BonBon-Land ved at deltage i konkurrencen her.

Vil du vinde billetter til BonBon-land?

Print Friendly

Vind-BonBon-Land

Hurra for foråret og alle de helligdage og forlængede weekender, der følger med!

Vil du gerne forkæle din familie lidt ekstra i en af de kommende mini-ferier, så har du chancen lige her!

Storbyfarmen er nemlig i sommerhumør og udlodder i samarbejde med BonBon-Land en taske fuld af sjov.

Måske husker du, ligesom jeg, dengang BonBon-slikket var den vildeste trend! Da jeg var 10-12 år cyklede vi op tit på tanken, hvor der var en hel væg med hundeprutter, tissemyrer, rådne fisk og ørevoks – og hver pose kostede kun 6 kr.
Se, det er et barndomsminde på linje med sne i meterhøje driver og somre med evigt solskin :)

Og i BonBon-Land har de legendariske figurer fra bolsjeposerne har fået nyt liv.
Her kan du nemlig både rutsje med Henry Hundeprut, kommet højt op at flyve med den klattende måge, blive pjaskvåd i Vandrotten og meget, meget andet.
Den 130.000 kvadratmeter store park rummer forlystelser for små og store, de rolige og de vilde, vandhundene og dem, der hellere vil tørskoet hjem – ja, kort sagt er der sjov og ballade til en hel dag for hele familien.

Deltag lige her
Vær med i Storbyfarmens sommerkonkurrence og få chancen for at vinde 4 gratis billetter (der kan bruges helt frem til og med efterårsferien) + ekstra lækkerier.

Præmien består af:

  • 4 fribilletter til BonBon-Land i sæson 2014 (værdi 796 kr.)
  • Rygsæk/skoletaske med mågeklatter 
  • Sej pink tanktop (str. 8-12 år)
  • Cool sort træningstrøje med tallet 4 bagpå og Hankatten foran (størrelse 10-14 år)
  • En pose Hurlumhej Mix

For at deltage i lodtrækningen skal du blot skrive i en kommentar, hvad der er dit yndlingsslik fra BonBon.

Så kan vi samtidig genopfrisket gamle slikminder :)

Mine favoritter var ørevoks og nogle megastærke sorte biler, som jeg ikke kan huske navnet på. Noget af det særligt gode ved BonBon-bolsjerne var de rigelige mængder af salmiakpulver indeni – uhm! :)

Vinderen afsløres her på bloggen den 2. juni 2014

Kunst til familievenlig pris

Print Friendly

Kunst-TineCharlotte1

I flere år har vi ledt efter et maleri til vores stue, men på lige netop det punkt er vores smag ret forskellig … Så i årenes løb har vi kun fundet ét billede, som vi begge to var begejstrede for. Det hang i morgenmadsrestauranten på Hotel Guldsmeden i København, og vi spurgte fluks det søde personale, hvem der havde malet det (måske havde vedkommende en hjemmeside, hvor man kunne finde lignende motiver).

Det viste sig at være hotelejerens far … som oven i købet var en af Kobramalerne. Hmmm, nok ikke lige det kunstbudget, vi har i vores familie!

Men så var vi jo på romantisk tur til Kolding, og efter vores besøg i den dejlige Dronning Dortheas Badstue var vi sultne og gik på jagt efter en café.

Dejlig café i Kolding
Vi nåede ned til enden af gågaden uden at finde en café, der faldt i dagens smag, og var vi lige ved at give op, da vi et tilfælde fik øje på Café Klein, der lå i hjørnet af en lille plads med udsigt over åen.

Her var hyggeligt! Og vi satte os godt til rette. I caféen hang et vildt smukt maleri på 1 x 1 meter. Først ligner det bare en masse glade farver, men når man ser godt efter, kan man se en (dansende?) pige med et stort afrohår, som kigger sig over højre skulder.

Og da den opmærksomme cafémutter så os kigge langt efter det, kom hun med kunstnerens visitkort. Hun hedder Tine Charlotte Johansen og havde malet flere flotte værker, der var udstillet i caféen.

Kunst-TineCharlotte2Helt forelsket!
Vi skrev til hende på vej hjem i bilen og fik at vide, at maleriet kostede 2900 kr.

Lige den rette pris for en børnefamilie, hvis kunstbudget bliver dramatisk udfordret af vinterstøvler, børnetøj, mad og andre fornødenheder – og d

et var heldigt, for vi MÅTTE bare eje det!

Så ugen efter kørte jeg igen til Kolding og hentede “vores afropige”, som har fået stuens fineste plads. Jeg bliver så glad, hver gang jeg kommer hjem og ser hende.

Er hun ikke skøn?

Du kan jo kigge forbi Tine Charlottes hjemmeside og se, om der også er noget, der falder i din smag.

Et romantisk smut væk fra hverdagen

Print Friendly

SdrBjertKro

Jeg elsker vores hverdag, men sommetider er det alligevel rart at hive stikket ud, glemme alt om vasketøj og indkøb, og i stedet dyrke tosomhed og voksentid. Så i år fik Dennis et kroophold i julegave – og ahhhh, hvor var det skønt!

Turen gik til Sdr. Bjert Kro lidt uden for Kolding, hvor vi havde booket et Hverdags Wellness ophold her i januar.

Sdr. Bjert Kro blev i efteråret overtaget af et ungt par, der har forfulgt drømmen om at åbne deres eget sted, og det har de gjort med hjertet på rette sted, for den er helt sikkert et besøg – ja, endda en omvej – værd.

Vi ankom en råkold og regnfuld eftermiddag  og blev indlogeret på et kæmpestort og dejligt værelse. Glem alt om mørke krostuer, tung velour og dystre træmøbler – Sdr. Bjert Kro er indrettet i en lys og lækker badehotelsstil, og der er tjek på alle detaljer så som lækre badeprodukter og fin chokolade på hovedpuden.

Efter at have fået varmen over en kop kaffe i kroens hyggelige café Kaffen, læste vi bøger på værelset, drak et glas medbragt champagne, tog et langt bad og gjorde os klar til aftenens middag.

Og hvilken middag! Stemningen blev sat med et glas mousserende vin, og derefter fulgte fire veltilberedte retter, som vi fik god tid til at nyde.
Menuen bestod denne aften af klar jomfruhummersuppe, laksetartar, lam med svampe og rødvin – og til sidst en fantastisk creme brulée (min absolutte yndlingsdessert – hvor heldig har man lov at være!) med eksotisk sorbet.

Ingen tvivl om, at der var brugt gode råvarer og lagt kærlighed i maden, men et ekstra plus var, at maden var velproportioneret. Det var anrettet smukt – og der var nok af den. Da vi rejste os fra bordet, var alle sanser mætte og glade.

Efter en god nats uafbrudt søvn – hvilken luksus – fik vi lækker morgenmad i Kaffen. Endnu engang var der tænkt på alle detaljer – superlækkert brød, god kaffe, frisk frugt, flere slags pålæg, hjemmelavet syltetøj og yoghurt med hjemmelavet mysli. Smukt serveret ved bordet, så vi bare skulle nyde og slappe af.

Koldingkur

Og som om vi ikke var afslappede nok, så indeholdt opholdet også en tur i Dronning Dorotheas Badstue i Kolding.
Et superlækkert og gennemført spa-sted, hvor man nemt kan fordrive flere timer, selvom man ikke har booket behandlinger.

Her er blandt andet saltbad, sauna med og uden lysterapi, flere slags boblebade, dampbad, duftbruser og ikke mindst udendørs jacuzzi med udsigt til Koldinghus. Skønt!

Behøver jeg at sige, at vi vendte hjem med store smil, nyt energi på batterierne og mere overskud til de glade børn, som havde hygget sig med mormor imens.

Et Hverdags Wellness ophold koster 1.095 kr. inkl. 4-retters middag og besøg i badstuen. Og nej, turen var ikke sponsoreret – den er blot en helt klar anbefaling værdig.

God guide til en grøn jul

Print Friendly

Øko-juleguide

Uanset om du vil have en jul, der er økologisk fra grisetå til juletræstop, eller om du bare er på udkig efter enkelte økologiske indslag, så har Økologisk Landsforening gjort december lettere for dig.

De har nemlig lavet en samlet økologisk juleguide, der viser vej til fritgående julegrise, sprøjtefri rødkål og øko-marcipan.

Du kan også se, hvor du kan købe ekstra grønne juletræer, gå på øko-julemarked og holde økologisk julefrokost.

Desuden kan du finde lækre opskrifter og inspiration i Økologisk Landsforenings labre julemagasin.