Tag Archives: oplevelser

Sharm El Sheikh – en positiv overraskelse

Så er vi hjemme efter en god, lang ferie i Egypten (hvilket ikke er så smart at skrive på sin blog, mens man er afsted – derfor har her været stille …). De store børn var så heldige, at de skulle til Thailand med deres mor, og i stedet for at sidde herhjemme og vente på dem, besluttede vi os også for at få lidt sol og varme. Så Frida, Dennis og jeg drog 14 dage til Sharm El Sheikh.

Vi mødte mange fordomme, da vi fortalte om vores rejseplaner: Dårlig mave, charterhelvede, araber-svindel og terrorrisiko.
Udenrigsministeriets hjemmeside tjekkede vi risikoen, som ikke var højere end mange andre steder (og der er langt fra Cairo til Sharm El Sheikh) og på apoteket fik vi fyldt rejseapoteket op. Og så viste Sharm El Sheiks sig i det hele taget at være en stor positiv overraskelse på mange områder:

  • Temperaturen. Ifølge egypterne har vinteren 2011/12 været en kold sæson, men vejret var som en god dansk sommer med temperaturer på 20-25 grader. Aftenerne var lidt kølige, til gengæld var der ingen myg og hvepse, kun få fluer og man sov fremragende om natten uden brug for aircondition.
  • Flyvetiden. Det tager kun ca. 5 timer, så stiger man ud i den varme ørkenluft. Det var vigtigt for os, fordi vi fløj med Frida, som stadig er under 2 år og derfor ikke havde sit eget sæde (vi var dog heldige at få et ekstra sæde både ud og hjem).
  • Prisen. Vi rejste med Spies og gav ca. 13.500 kr. for to voksne og en baby (som måtte medbringe 10 kg. bagage + klapvogn) i 14 dage inkl. morgenmad.
  • Hotellet. Vi boede superdejligt på Ghazala Beach Hotel. Det var vigtigt for os, at vi boede tæt på stranden uden at skulle ned at bjergtrapper eller køre med shuttlebus. Ghazala Beach Hotel lå midt på stranden – man skulle blot igennem den blomstrende hotelhave for at komme ned til vandet – værelserne var fine og funktionelle, der var tre pools (en stor, en til børn og en relaxpool) og stor restaurant med lækker morgenbuffet. Der var også mulighed for at indlogere sig all inclusive, men vi ville hellere have chancen for at smage noget forskelligt.
  • God mad. Det valg fortrød vi ikke! For det viste sig, at man spiser rigtig godt i Sharm El Sheikh. Uanset om man vælger de lokale mellemøstlige spisesteder eller kaster sig over det italienske, kinesiske eller internationale cuisine, så får man god mad langt de fleste steder. Især var der masser af lækker fisk og udsøgte skaldyr – det havde vi slet ikke regnet med, at vi turde spise, da vi tog hjemmefra, men vi tog chancen og fik nogle forrygende smagsoplevelser. Vi gav typisk 200-300 egyptiske pund (1 EP = ca. 1 kr.) for et aftensmåltid.
  • Ingen maveproblemer. Vi havde købt mælkesyrebakterier på apoteket, som vi købte hver dag og havde også “stop-diaré-piller” med i bagagen, men dem fik vi heldigvis ikke brug for. Det lader til, at Egypten er meget opsat på at lave om på sit dårlige hygiejne-ry. For eksempel var alle skåle og fade på morgenbuffeten dækket over med folie og kokkene bar gummihandsker. Hjemmefra havde vi tænkt, at vi hverken ville komme til at spise frugt eller salat, men det gjorde vi – ned røg både agurker, tomater, jordbær, appelsin, grape og frisk salat, og der var ingen af os, der oplevede maveproblemer undervejs.
  • Fantastisk service over for børn. Vi holdt op med at bestille mad til Frida, for tjenerne kom med juice, pommes fritter, kylling og frugtfade til hende som gaver. Hun kom også hjem med både balloner, nøgleringe og endda en julemandsmaske!
  • Ekstraordinær snorkling. Sharm El Sheikh er et af de smukkeste steder at dykke og snorkle, og det var der rigtig mange, som gjorde. Vi holdt os i vandoverfladen, men fik alligevel både set farvestrålende koraler, pilerokker, dragefisk, Nemo-fisk, papegøjefisk, blæksprutter og mange andre imponerende havdyr.

Det eneste irritationsmoment, vi oplevede, var, at der på nogle caféer og restauranter enkelte gange blev lagt 70-100 kr. for meget på, når regningen skulle betales. Men der var dog ingen sure miner, når “regnefejlen” blev påpeget. Så hvis man er opmærksom på, at det er nødvendigt med lidt hovedregning, er det et minimalt problem.

Nu er vi hjemme igen og glæder os over, at dagene er blevet længere og lysere. Der er kommet vintergækker, erantis og krokus op af jorden, og fuglene er begyndt at synge om morgenen. Det er sikkert og vist: Foråret er på vej! Hurra for det!

Bali med børn – Ubud

Efter 5 dage i afslappende Lovina lejede vi en bil med chauffør og drog videre til Ubud. Byen, som anses for at være Balis kultur- og kunstcentrum, ligger inde midt på øen og er omgivet af palmer og frodige rismarker.

Vi ankom i et tropisk regnvejr, hvor vandet strømmede ned ad gaderne, og indlogerede os på et skønt, lille hotel Oka Wati, der ligger godt gemt væk på en sidevej og har den smukkest have med pool og udsigt til rismarkerne.

3 ting at opleve i Ubud:

Shopping
Ubud bugner af små butikker med tøj, kunst og tingeltangel. På kunstmarkedet Pasar Seni kan man købe ALT – smykker, sæber, saronger – ja, der sad endda en pæn, ældre dame og solgte øloplukkere i smukt, blankt træ udskåret som store fallosser …  I den mere lødige afdeling fandt vi souvenirs og gaver til børnenes venner og veninder – og fik pruttet dem ned til 1/4 af startprisen, uden at sælgerne vist følte sig snydt af den grund.

Monkey Forrest
Vi havde hørt, at aberne i Monkey Forrest kunne være særdeles aggressive – især hvis de fik færten af, at man havde noget spiseligt på sig. Så vi undlod at købe de bananer, der blev solgt (til ågerpriser) ved indgangen. Og så lod aberne os være i fred, selvom vi kom tæt på dem. Tidligere levede aberne udelukkende af det, turisterne gav dem, men nu bliver der lagt en slags kartoffellignende knolde ud til dem, og det ser ud til at gøre dem mere rolige. Det føltes dog, som om hele skoven var levende – træerne svajede og abeskrigene gjaldede gennem luften. Det var meget fascinerende – ikke mindst for Frida.

Babi Guling og balinesisk dans
Vi nåede faktisk ikke at se balinesisk dans, mens vi var i Ubud, og det ærgrede os efterfølgende. Vi troede, at vi kunne se det et andet sted på øen, men muligheden bød sig ikke igen.
Vi ville også gerne have smagt Babi Guling  – balinesernes traditionelt stegte pattegris. Ifølge de balinesere vi spurgte, skal den smages på det lille spisested Warung Ibu Oka, men da vi ankom ved frokosttid med to sultne børn, var der kø langt ud på gaden, så vi droppede det og fandt desværre ikke Babi Guling på menukortet senere på turen.

Bali med børn – Lovina

Vi startede vores rundrejse i Lovina på Balis nordkyst, hvor vi boede på Nirwana Sea Side Cottages – et sted, der kan anbefales for de lækre, store værelser og den fantastiske pool, men ikke for morgenmaden, som var virkelig kedelig.

3 ting at opleve i Lovina:

Vilde delfiner
Hyr en båd og sejl ud i morgensolen og se delfiner. Det koster ca. 36 kr./pers. i de smalle fiskerbåde, men med tre børn bookede vi os ind på strandens største båd med sæder og ræling (100 kr./pers.). Turen tog tre timer, vi fik serveret te og stegte bananer, så hundredvis af legesyge delfiner og stoppede på vej hjem ved et smukt koralrev, hvor vi kunne se massevis af farvestrålende fisk. Hvis I medbringer snorkler og spørger på forhånd, kan I garanteret få lov til at snorkle fra båden.

Air Banjar Panas
Besøg de varme kilder Air Banjar Panas midt i regnskoven. Lej en bil med chauffør – turen derud tager ca. 20 minutter og koster nærmest ingenting. Entréen til selve kilderne er 3000 rupier for børn (2 kr.) og 5000 RP (3 kr.) for voksne, så det er et sted, hvor de lokale har råd til at komme, og det er sjovt at følge balinesernes liv på tæt hold.
Vandet kommer inde fra vulkanen, er ca. 37 grader varmt og løber gennem flere bassiner. Mens man bader, kan man kigge op på palmer og eksotiske blomster.

Git-git vandfaldet
Ca. 15 km fra Lovina ligger Git-git vandfaldet, så det er igen en god idé at leje en bil med chauffør. Fra hovedvejen er der en gåtur på ca. 1 km ned til selve vandfaldet. Det er en flot tur i et meget frodigt landskab og langs stien er der masser af små boder med krydderier, kunst, tøj og snacks. Selve vandfaldet er smukt og brølende, og ved foden badede flere balinesere. Det kan man kalde gedigen rygmassage!

Og en ting, I kan springe over …
På Melka Excelsior Hotel kan man for ca. 250 kr. (1000 kr. for hele familien) svømme med en af deres fire delfiner. Vi forventede en afslappende og nærmest spirituel oplevelse … men blev mødt af en – rent ud sagt – liderlig teenage-delfin, som gnubbede sig yders påtrængende op af os (undtagen Dennis, som den konsekvent ignorerede). Absolut ikke, hvad vi havde forventet – men en anledning til mange gode grin bagefter.

Bali med børn

I efteråret brugte vi vores rejseopsparing på en tur til Bali for hele familien. Tre uger i sol og varme – ahhhh.
Men hvordan rejser man bedst, når man er to voksne, to halvstore børn og en baby, der hver især har deres egne ønsker og behov til drømmeferien?

Vi gjorde os allerede en del overvejelser, inden vi valgte, hvor rejsen skulle gå til:
- Vi ville gerne et sted hen, som var afgrænset og uden for store afstande, så vi kunne vælge at ændre rute eller besøge noget, vi hørte om undervejs, i stedet for at være bundet af en fast plan.
- Det skulle være børnevenligt med gode strande og spændende ting at opleve.
- Det skulle være billigt, når først flybilletten var betalt.
- Det skulle være en oplevelsesferie på børnepræmisser. Dvs. ikke så mange seværdigheder og museer, men masser af aktive oplevelser og tid til at lytte, snuse, smage og slappe af i en anden kultur.

Valget faldt på Bali, som er på størrelse med Sjælland. Man kommer nemt omkring ved at leje en bil med chauffør, og uden for sæsonen er det billigt at bo og spise.
Hjemmefra lavede vi en foreløbig plan for, hvordan vi ville rejse rundt, og hvor længe vi ville blive hvert sted. Med tre børn nytter det ikke noget at flytte hele tiden, så vi satsede på at nå at bo 4 forskellige steder: Lovina, Ubud, Gili Islands og til sidst Sanur. Vi holdt planen nogenlunde – blev en dag kortere i Ubuds storbytummel og tog en dag ekstra på de afslappende Gili-øer. Det tempo passede os alle fem rigtig godt, og vi kom hjem med ny energi og massevis af oplevelser.

Under kategorien Rejser kan du se billeder fra de steder, vi besøgte, og læse mere om vores oplevelser.