Monthly Archives: maj 2012

Verdens bedste frieri!

Det er dagen efter en ferie, temperaturen er dykket med 10-15 grader og derfor er det nemt at synke ned i tirsdagstristesse … Så trænger du til et humørløft, der kildrer  i maven og prikker til tårekanalerne på den gode måde, så se med her:

Jeg er ganske godt tilfreds med den måde, jeg blev friet til, men det her må altså også snige sig ind på Top 3 over Verdens Bedste Frierier.

God tirsdag til alle – håber I fik lidt solskin ind i jeres dag!

Smagen af sommer #5: Rabarberkage med nødder og lime

I får lige endnu en opskrift, der passer perfekt til sådan en pinsemandag.
Min mormor bagte for nyligt denne friske rabarberkage – som kun bliver bedre dagen efter den er bagt, hvor nøddesmagen træder endnu tydeligere frem. Limeskallen giver en frisk smag, og kagen egner sig supergodt til at have med til sommerens sammenkomster!

Rabarberkage
(1 springform)

  • 1 stort bundt rabarber
  • 6 spsk rørsukker
  • 150 g hasselnødder
  • 1 stang vanilje
  • 175 g smør + lidt til formen
  • 175 g sukker
  • 6 små æg eller 4 store
  • 1 knivspids fint salt
  • En lille smule fintreven skal af en økolime
  • 120 g hvedemel + lidt til formen
  • 35 g kartoffelmel
  • 1 ½ tsk bagepulver
  • 1 ½ dl kærnemælk
  • Vaniljeis eller græsk yoghurt/creme fraiche rørt med lidt flormelis/vaniljesukker
  1. Gør rabarberne i stand og skær dem i småstykker (2-3 cm). Drys dem med sukker og lad dem trække, mens kagedejen laves.
  2. Mal nødder og vaniljestang til mel i foodprocessoren.
  3. Rør smør og sukker cremet og fri for sukkerknasen. Tilsæt æggene et ad gangen og rør grundigt mellem hvert æg.
  4. Tilsæt salt, limeskal og vaniljenøddemel.
  5. Sigt hvedemel, kartoffelmel og bagepulver sammen og fold halvdelen af det i dejen.
  6. Rør forsigtigt kærnemælk i og fold derefter resten af melblandingen i.
  7. Dæk bunden af en springform med et stykke bagepapir og klem det fast med ringen. Smør kanten med smør, drys den med et tyndt lag mel og bank det overskydende ud.
  8. Hæld dejen i formen og glat den, så den huler lidt på midten. Fordel de sukrede rabarber over kagen og sæt den i ovnens nederste rille.
  9. Bag den i godt 1 time i en 175 grader varm ovn. Mærk med en strikkepind eller kødnål om kagen er bagt (der må ikke sidde dej fast på pinden, når du trækker den op), og tag den ikke ud af formen, før den er helt afkølet.
  10. Drys med flormelis og server med is eller græsk yoghurt smagt til med lidt flormelis eller vaniljesukker.

Velbekomme og god pinse!

Sommerens bedste jordbærtærte!

Det er en fryd at købe ind til denne tærte: Jordbær, chokolade, vaniljestænger, marcipan og smør. Lutter luksuriøse lækkerier! Og resultatet bliver derefter.

Den er virkelig sjov at lave (især hvis du har en opvaskemaskine til at tage sig af det grove), og børn vil elske at være med.

Hjemmelavet mørdej og sommertemperaturer er dog ikke et godt makkerpar, så i stedet for at bande over, at det er umuligt at rulle dejen ud, kan du lægge dejen i små klumper rundt i tærteformen og trykke dem sammen. Sæt evt. formen i køleskabet undervejs, hvis du mangler samling på dejen.

Og så er der kun at sige god fornøjelse – og husk at dufte og smage undervejs …

 

Sommerens bedste jordbærtærte
(1 stor tærteform)

Smørdej

  • 125 g smør (brug rigtigt smør)
  • 125 g mel
  • 25 g flormelis
  • ½ stang vanilje eller ½ tsk vaniljesukker
Marcipanmasse
  • 50 g smør
  • 50 g marcipan
  • 50 g sukker
  • 2 æg
Vaniljecreme
  • 3 æggeblommer
  • 3 spsk sukker
  • 1 ½ stang vanilje eller 1 ½ tsk vaniljesukker
  • ½ liter mælk
  • 1-2 spsk Maizena
Pynt
  • Ca. 150 g mørk chokolade
  • En bakke jordbær
  1. Smørdej: Alle ingredienser røres sammen og samles til en dej, som stilles koldt.
  2. Marcipanmasse: Rør ingredienserne sammen til en jævn masse.
  3. Vaniljecreme: Hæld lidt af mælken i en meljævner og bland Maizenaen heri – rystes sammen (kan også hældes i et glas og røres ud med en teske). Kom æggeblommer, sukker, vanilje og mælk i en gryde og kog op. Tilsæt Maizena-blanding lidt efter lidt til konsistensen er passende og kog igennem i et par minutter. Stil cremen på køl.
  4. Fordel dejen i små klumper rundt i tærteformen og tryk den fast. Hæld marcipanmassen over den ubagte dej og glat det ud.
  5. Bages i ovnen ved 200 grader (almindelig varme) i 15-20 minutter.
  6. Når bunden er afkølet pensles den med smeltet chokolade.
  7. Fordel den afkølede creme på bunden og pynt med masser af hele eller halve jordbær.
Gør dig klar til at tage en bid af sommerhimlen – velbekomme!

 

Pligtskemaet på tv

I mandags var jeg endnu engang inviteret med i Go’ Aften Østjyllands serie “Hovedet på Bloggen”. Denne gang fortalte jeg om Pligtskemaet, som vi har haft god gavn af her i huset.

Hvis du har lyst, kan du se indslaget HER.

Jeg har to gange tidligere været på TV2 Østjylland, hvor jeg fortalte om salatskåle (se mere HER) og værdien ved at sige tak for vasketøj (se mere HER).

Alliancemarmelade – en klassiker, der holder!

Sidste weekend lavede jeg noget så retro-klassisk som Alliancemarmelade – også kendt som marmelade af blandede skovbær. I den pose,  jeg fandt i fryseren, var der solbær, ribs og en håndfuld hindbær.

Jeg er vild med solbærsyltetøj, men bliver altid så irriteret over, at det løber og fedter og er umuligt at styre. Derfor har jeg jævnet min marmelade med Melatin, så den bliver der, hvor man har bestemt, at den skal være.

Opskriften er supernem og smager himmelsk!

Alliancemarmelade
(3-4 glas)

  •  1 kg blandede bær (ribs, solbær, jordbær, brombær, hindbær eller hvad du har. Friske eller frosne)
  • 1 dl vand
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 300 g sukker
  • 1 tsk Melatin (marmeladejævning, fås i Kvickly, Superbrugsen og andre større supermarkeder)
  • Evt. Atamon til at skylle glasene i (fås i Kvickly, Superbrugsen og andre større supermarkeder)
  1. Kom bær og vand i en gryde og kog det i 10-30 minutter ved middel varme.
  2. Mas bærrene med en hulske eller et piskeris, hvis du vil have en marmelade uden for mange hele bær.
  3. Fjern evt. skum fra overfladen med en hulske eller grydeske (her samles urenheder fra bærrene).
  4. Tag et par spsk sukker fra og bland Melatin heri.
  5. Hæld resten af sukkeret og vaniljesukker i marmeladen og rør til det er opløst.
  6. Tag gryden af varmen og tilsæt sukker med Melatin i. Rør til det er opløst.
  7. Hæld marmeladen på Atamonskyllede glas og lad glassene afkøle, inden du sætter låg på. Fyld helst glassene helt op – jo mindre ilt, jo mindre risiko for, at marmeladen mugner.

Smager fantastisk på rundstykker, pandekager, i lagkager og meget andet.

18. uge – Det første spark

Frida og jeg har været på Kr. Himmelfartsferie hos mine forældre på Lolland. Fredag aften fik vi en lækker spansk kartoffeltortilla med hjemmedyrkede grønne asparges, chorizo og parmaskinke til. Og Lille Blyb var åbenbart godt tilfreds med den menu, for bagefter mærkede jeg for første gang tydeligt tre små spark derindefra!

Jeg har tidligere mærket bobler og bevægelse, men jeg har ikke været sikker på, om det var luft, der rykkede sig rundt, muskeltics eller reel babybevægelse. Denne gang var der ingen tvivl.

Så nu kan jeg ikke lade være med at lægge en hånd på maven i tide og utide. Og hver dag får jeg flere små skub inde fra maven. Hvor er det dejligt at vide, at Lille Blyb spræller rundt og har det godt.

Sidst jeg var gravid, mærkede jeg faktisk det første spark i præcis samme uge (læs mere HER - der er det også tydeligt, at min mave er noget større, end den var sidst på dette tidspunkt), men da lå moderkagen indad, hvor den denne gang ligger udad, og derfor var jeg spændt på, om der ville gå længere tid, før jeg kunne mærke noget.

Vægten stiger støt og roligt, og jeg vejer nu 67,9 kg.

Du kan læse om 18. uge og det første lille spark i min første graviditet her. 

Hjemmelavet mysli med masser af knas

Er det bare mig, eller bliver købe-mysli bare mere og mere støvet?!? Her i huset er vi i hvert fald blevet enige om, at der er sket en forandring i indholdet i løbet af det seneste år – mere havregryn og mindre af alt det sjove.

Derfor har Dennis og Karoline lavet deres egen mysliproduktion. Det er supernemt, og der bliver 3-4 store glas ad gangen. Og så er det samtidig en hel del billigere, og I kan selv pifte den op med tørret frugt efter egen smag, f.eks. tørrede bananer, abrikos klippet i stykker, tørret papaya eller melon.

I det hele taget er der nærmest ingen undskyldning for ikke at “gøre det selv” på den her front :)

Hjemmelavet mysli
(3-4 store glas)

  • 900 g havregryn
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 ½ dl græskarkerner
  • 1 dl sesamfrø
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl kokosmel
  • 1 dl mandler
  • 1 spsk stødt kanel
  • Evt. lidt olie og vand/juice
  • 1 dl rosiner
  1. Den helt sunde: Dæk en stor bradepande med bagepapir og hæld havregryn heri. Bag det i ovnen ved 190 grader (varmluft) i 30 minutter. Rør i det hver 10. minut. Tilsæt frø, kerner, kokosmel, mandler og kanel og bag videre ved 140 grader (varmluft) i yderligere 30 minutter.
    Den lidt sødere: Bland havregryn, frø, kerner, kokosmel, kanel og mandler i en stor skål. Hæld en god sjat olie og ca. 1 dl vand/juice over og bland godt med en stor grydeske.  Fordel myslien i en bradepande beklædt med bagepapir og bag ved 125 grader i ca. 45 minutter. Rør i blandingen ca. hvert kvarter undervejs.
  2. Put først rosinerne i, når myslien tages ud af ovnen – eller får de en brændt smag.
  3. Afkøl og hæld på lufttætte glas/beholdere.

TIP
Hvis du vil have en lidt sødere mysli kan du hælde et par spsk. flydende honning over havregrynene, inden du rister dem. Men vi synes faktisk ikke, at det er nødvendigt – havregrynene bliver lige så knasende sprøde uden.

4. uge – Den spæde start

Af hensyn til familie, arbejdsgivere og andre involverede er det ikke rigtig muligt at melde sin graviditet ud lige i det sekund, man opdager den. Men derfor kan det være meget sjovt at følge med fra starten alligevel. Ligesom ved min første graviditet vil jeg derfor forsøge at skrive lidt ugedagbog, indtil farmens nye beboer gør sit indtog i oktober. Og det her er altså begyndelsen (skrevet 21. februar 2012):

Yes! Der gik ikke mange sekunder, før den anden blå streg på graviditetstesten kom frem – og gjorde vores ferie endnu mere fantastisk, end den har været indtil nu.

Vi har været fem dage i Egypten og sidder i en dejlig, stor blød seng på et skønt hotel, solen skinner, og vi smiler begge to fjoget ved tanken om, at nu er det alvor – vi skal have et barn mere! Hurra! Hvor er det vildt …

Imens kravler Frida rundt uden helt at forstå, hvad postyret går ud på. Hun snakker rigtig godt og rigtig meget, så vi må hellere holde graviditeten hemmelig for hende, så hun ikke får den afsløret for resten af verden.

Jeg havde ellers overhovedet ikke regnet med, at der var “bonus” denne gang. Da vi gik og pakkede, spurgte Dennis, om ikke vi skulle tage en graviditetstest med, og jeg svarede prompte, at det blev vist ikke nødvendigt i denne måned.

Ud over at have styr på vores egen ferie, havde vi hjulpet med at pakke til de store børn, som er taget til Thailand med deres mor.
Desuden bød februar på minus 18 grader, hvilket betød at vores vandrør frøs, så vi ikke havde varmt vand i halvandet døgn. Samtidig gik vores vaskemaskine i stykker.
Det varme vand nåede heldigvis at komme tilbage et par timer inden, at Frida fik kast-op-syge, og den nye vaskemaskine blev leveret næste formiddag. Thank god!
Alt i alt en hektisk måned, hvor der ikke blev levnet meget plads til Projekt Baby. Men naturen går nogle gange sine egne veje – og nu ved vi i hvert fald, at det er en sej lille boble, der kan modstå lidt af hvert, der vokser i min mave!

Min startvægt denne gang er 63,3 kg.

Klik her, hvis du vil læse om 4. uge af min første graviditet.
Eller om 5.-6. uge, hvor vi fik vished om, at jeg var gravid.