Category Archives: Børn og familieliv

Fine hjemmelavede babyting

Print Friendly

BabytingDer har været stille her på bloggen i alt for lang tid, og det skyldes, at der har været stor ståhej på den virkelige storbyfarm. Karoline er blevet konfirmeret, og vi holdt et brag af en fest med hjemmelavet mad til 40 mennesker – blandt andet mini-muffins, som bordkortene stod i, saftige kalkunbryster med pikantost og parmaskinke, pestokartofler og naturligvis Karolines livret: Chokolademousse.

Konfirmation-tomater

Det tog tid, men vi fik god hjælp af alle tre hold bedsteforældre – og det hele blev superlækkert og præcis som Karoline havde ønsket sig, så det var det hele værd!

Nu har jeg igen lidt bedre tid til at sidde ved tasterne – og så kom jeg i tanke om at jeg helt har glemt at prale. Ikke af mig selv, men af min dygtige svigerinde Lea, som har været så sød at berige Jonas med de lækreste hjemmelavede babyting.

Hun er en mester til at hækle, og det fine hæklede tæppe, dobbeltranglen og barnevognssnoren med ugler fik Jonas, da han blev født. De er blevet brugt flittigt lige siden.

SuttesnorSiden har Lea så også kastet sig over sin symaskine, og for nyligt fik Jonas to suttesnore – de er helt uundværlige om sommeren eller på rejser, hvor sutten ellers konstant ender i sandet.

Og sørme om hun ikke også har hæklet et genialt cover til min iPhone, så den slipper for slag og stød, når den rumler rundt i bunden af pusletasken eller min jakkelomme.
Jeg har endda fået et par fine keyhangers med til den, så jeg kan have telefonen om halsen, hvis jeg ikke lige har en lomme at smide den i.

Jeg er dybt imponeret over hendes evner – og så deler vi vist den samme passion for  hjemmelavede ting :)

Og så er det faktisk også Lea, der har givet mig opskriften på de langtidsbagte tomater, som vi pyntede salaten med til konfirmationen. De er supernemme at lave og smager fuldstændig vidunderligt.

Hvis du vil lure et par af hendes tricks, så har hun bloggen Lea-Lil - den er helt sikkert et besøg værd.

Red en kvinde pr. sms

Print Friendly

Sexogsamfund2For nyligt stødte jeg på denne kampagne fra Sex og Samfund, der hjælper afrikanske kvinder til sikre fødsler.

Det berørte mig dybt, at den hyppigste dødsårsag blandt teenagepiger i Afrika ikke er sult eller AIDS, men graviditeter. Faktisk dør 1 ud af 22 kvinder i de afrikaske lande syd for Sahara i forbindelse med graviditet eller fødsel. Derfor har Sex & Samfund siden 2010 sat fokus på at hjælpe afrikanske piger med prævention og sikre fødsler.

Hvor blev jeg pludselig glad for at være så heldig at leve i et land, hvor kvinder har fri adgang til prævention, dygtige jordemødre og læger, moderne fødestuer og endda fri abort.

Måske er der andre, der har det på samme måde og kunne tænke sig, at være med  til at give piger i Uganda en sikker fødsel ved at sende en sms med teksten ‘Mor’ til 1919. Så støtter du med 20 kr.

Hvis du har lyst, kan du læse mere og se en lille film om Sex & Samfunds kampagne her.

Anmeldelse: Pusletaske fra byStroom

Print Friendly

Pusletaske-bystroom-anmeldelse

Så så man lige mig opgradere mit barselslook fra Praktisk Provinsmor til Storbymama med stil (i hvert fald på taskefronten). Årsagen er, at Mammashop.dk har bedt mig om at anmelde en af de mange pusletasker fra byStroom, og derfor er min firkantede nylon-pusletaske røget en tur i skabet.

Afløseren fra byStroom er af beige kunstlæder og hedder Fiona. Og i løbet af de seneste par uger har den været med i mødregruppe, på biblioteket, i svømmehallen, på shopping og til “mor i form”-træning – og den har klaret det hele med bravour.

Indretningen af tasken er godt gennemtænkt. Der er to store rum adskilt af et rum med lynlås. Og hvert af de store rum har flere små lommer i siderne, så sutter, nøgler, mobiltelefon, ekstra ammeindlæg og buskort ikke ligger og rasler rundt i en stor pærevælling på bunden af tasken. I like!

Desuden er tasken overraskende rummelig, og når jeg har været af sted med både Jonas og Frida (som lige er holdt op med at bruge ble), har der ud – over bleer, gylpeklude og ekstratøj til lillemanden – også været plads til storesøsters in-case-of-emergency-tøj og madpakke.

Udvendigt er tasken lavet af tykt kunstlæder, der både er slidstærkt og vandafvisende – og hvor pletter nemt kan tørres af med en fugtig klud, hvilket  glæder mit (trods alt) praktiske provinshjerte.

Jeg er også rigtig glad for de korte hanke, der ligger skjult langs taskens øverste kant. Det gør tasken langt mere handy, at man ikke hele tiden skal have fat i den lange skulderstrop.

Det eneste, jeg savner, er, at pusletasken kan sættes ordentligt fast på barnevognens styr. Ifølge producenten passer skulderstroppen til alle barnevognsstyr, og ja, den kan godt hænges på styret. Men jeg savner en funktion, så tasken kan sættes fast – ligesom min nylontaske, der kan knappes omkring styret – ellers rutsjer tasken  ned, så den nærmest hænger inde under barnevognen.

Desuden var min første tanke, at 499 kroner er mange penge for en pusletaske. Men efter at have haft tasken i brug, har jeg skiftet mening. Fiona er nemlig ikke kun en lækker pusletaske, men også en flot og praktisk allround-taske, som jeg kommer til at bruge rigtig meget – også efter min barsel er slut.

Største fordele: Gennemtænkt indretning med mange praktiske detaljer, god rummelighed og et eksklusivt look, der gør, at den også sagtens kan bruges som almindelig taske.

Ulemper: Mangler en funktion, så den kan fikseres på barnevognsstyret.

Størrelse: Længde: 50 cm, højde: 35 cm, sidebredde: 17 cm.

Pris: 499 kr. på mammashop.dk

SOS – rød babynumse!

Print Friendly

PusleplejeI de kolde vintermåneder er det sjældent, at baby kan få lov at ligge med numsen bar. Bleen er næsten på konstant, og derfor kan det være svært at undgå, at numsen sommetider bliver rød og irriteret. Og hvordan hjælper man så bedst den sarte babyhud til at komme sig? Jeg har forsøgt at samle mine erfaringer i kampen mod rød babynumse.

1. Vidundersalven
Da Frida var lille prøvede jeg et bredt arsenal af diverse cremer mod rød babynumse – vaseline, zinksalve, pattesalve og fede cremer af flere mærker blev testet af, men virkningen svingede fra ingen til nogenlunde.

Så anbefalede min veninde mig at købe Inotyol-salve på apoteket. Det er en tjæresalve, der fås i håndkøb, og er udviklet til røde barnenumser og visse tilfælde af eksem. Den er drøj, og den virker!

2. Varm luft
Det kan være svært at få sådan en lille, tyk babyen helt tør i alle folder og deller. Til det bruger jeg en lille rejsehårtørrer, som hænger ved puslebordet. Jeg har brugt den til både Frida og Jonas fra de blev født.

De første par gange blev de lidt forskrækkede over støjen, men lynhurtigt er det nydelsen over den varme luft, der overtager.
Inden jeg tænder hårtørreren lægger jeg en hånd på Jonas’ mave og siger: “Så Jonas, nu kommer der lidt larm”, og efter få dage var han klar over, hvad der så skulle ske.

Du skal selvfølgelig være opmærksom på, at holde en passende afstand, så luften ikke er alt for varm på den sarte babyhud – og (især med drenge) hele tiden holde øje med, at babyen ikke pludselig tisser op i hårtørreren …

3. Vand og ingen sæbe
Desuden har jeg lagt mærke til, at Jonas bliver mere rød, hvis jeg vasker ham med sæbe. Min teori er, at det fjerner hudens naturlige, beskyttende fedtlag. Derfor bruger jeg så vidt muligt kun lunt vand og skumklude.
Og hvis skidtet virkelig har sat sig fast, kan det opløses med lidt babyolie på skumkluden.

4. Barrierecreme
Inde i alle de små folder i lysken og under armene, kan der også komme til at lugte af “sure tæer”, fordi de så sjældent får lys og luft. Men det er der også råd for … Fra sundhedsplejersken fik jeg anbefalet at smøre folderne med Vivag Intim Barrierecreme (kan købes i Matas og på apoteket), som er udviklet til særlig sart hud og virker vandafvisende, plejende og gør huden mere modstandsdygtig.

Smid endelig en kommentar, hvis du har flere råd mod røde babynumser eller andre tips til puslepleje.

Min søde, glade abeunge!

Print Friendly

Jonas-abebukser

Jonas vokser og tager på med lynets hast. Selvom han endnu ikke er fyldt 3 måneder vejer han 7,5 kg og bruger størrelse 68.

Disse skønne abebukser fandt jeg på Byens Julemarked i Ridehuset her i Aarhus, og dem fik han i julegave. De er  fra det lille børnetøjsmærke Ejg.dk, som ligger lidt uden for Aarhus, og Lone, der ejer det, laver virkelig nogle lækre ting.

Jeg kunne ikke stå for de søde aber, som passer perfekt til Jonas, som stort set altid er glad og fuld af spræl. Men der var mange andre dyr og mønstre at vælge imellem – for eksempel giraffer, flodheste og ugler.

Stoffet er dejligt blødt og pasformen rigtig god for sådan en lille spradebasse, der skal have plads til at sparke og sprælle. Der står godt nok, at de kun kan vaskes ved 30 grader, men efter at Jonas havde givet sine en ordentlig omgang “økologisk gul spraymaling”, som ikke ville gå helt af,  tog jeg chancen og vaskede dem ved 50 grader, og det tog de ikke skade af.

Så hermed er det lille tip givet videre, hvis du mangler en anderledes og personlig barselsgave – eller lidt lækkert børnetøj til dine egne abeunger str. 0-8 år :)

Rigtig god weekend!

Tastatur

PS. Sådan her så mit tastatur pludselig ud, efter min store, søde og ret frække abeunge havde siddet og set film på min computer … Hun siger, at det måske er hendes usynlige ven Malma, der har snuppet bogstavet, men hun ved ikke, hvor Malma har gjort af det … Hmmm.

Leg anno 2012 – hvorfor spiller børn ikke rundbold mere?!?

Print Friendly

Jeg hører sommetider  mig selv spørge ungerne, hvorfor de ikke går ud og spiller rundbold eller bygger en hule. Ligesom jeg gjorde, da jeg var barn. Men jeg må indrømme, at jeg godt kan forstå, at det kan være endnu sjovere at spille rundbold på sin Nintendo Wii eller bygge hele byer i Sims på computeren.

Selvfølgelig skal børn bevæge sig og have frisk luft, og jeg er bestemt ikke fortaler for mange timer foran computeren eller andre skærme hver dag. Men som forældre må vi også se i øjnene, at mulighederne for leg har udviklet sig, siden vi var børn. Og at der nok ikke er så stor social forskel på at sidde sammen og bygge en Legoborg – eller at sidde sammen i et spilunivers og snakke på Skype imens. Man leger, man snakker, man udforsker og udfordrer.

Og når de virtuelle lege, så hænger sammen med et godt gammeldags bog-univers, så forstår jeg pludselig fascinationen endnu bedre. Hvor tit har jeg ikke som barn drømt om at træde ind i Brødrene Løvehjertes Kirsebærdal eller spise med hos familien Ingalls i “Det lille hus på prærien”?
Og det er netop, hvad børnene kan med det nye spil til Playstation 3 “Book of Spells”, hvor Harry Potter-forfatteren J.K. Rowlings univers for alvor bliver vækket til live.

Sponseret link

I “Book of Spells” kan du lære besværgelser fra  Harry Potters verden og dermed få frøer til at svæve og trylle ild frem. Du får også nye troldmandsanekdoter fra J.K. Rowlings hånd, duellerer mod andre troldmænd og lærer ved hjælp af gådedigte, hvordan du selv bliver en ansvarlig heks eller troldmand.

Se, det er da fagre nye verden! Og hvis jeg var 12 år igen (og den heldige ejer af en PS3) skulle det helt sikkert stå på min ønskeseddel … det er alligevel for koldt til at spille rundbold lige nu :)

Græskarmand og pumpkin pie

Print Friendly

Jeg er stadig lidt loren ved de amerikanske traditioner, der sniger sig ind i vores kalender. Ja ja, det er da smart for blomsterforretningerne at importere Valentine’s Day, og legetøjsbutikkerne lever højt på Halloween. Men er der egentlig en grund til, at vi hopper med på disse mærkedage? Jeg mener, vi har jo i forvejen Fastelavn, Fars Dag og Mors dag …

Men når det så er sagt, så synes jeg det er rigtig hyggeligt med lysende lygtemænd her i efterårsmørket. Da jeg var barn, lavede vi roelygter, men roer er hårde og svære for børn at være med til at udhule – og indmaden kan man ikke rigtig bruge til noget (andet end at fodre heste med).

Så i lørdags købte Karoline, Frida og jeg et stort græskar og forvandlede det til en glad lygtemand, ristede græskarkerner og en lækker græskartærte. Oven i hatten fik vi lige et par hyggelige efterårsferietimer til at gå med det :)

Ristede græskarkerner
Pil græskarkernerne ud af græskarret og fjern de “tråde”, der sidder omkring. Rist kernerne lysebrune på en tør pande ved middel varme og drys med havsalt.
Spises som snacks eller på salat – nogle af kernerne kan dog have en hård skal, som ikke er så rar at tygge i.

Sweet Pumpkin Pie
(et stort tærtefad, ca. 30 cm i diameter)

  • Tærtedej:
  • 200 g hvedemel
  • 70 g flormelis
  • 100 g smør
  • 1 æg
  1. Bland mel og flormelis og smuldr smørret heri. 
  2. Saml dejen med ægget. Bliver den for våd, kan du tilsætte lidt ekstra mel. Bliver den for tør kan du dryppe lidt vand i. 
  3. Stil dejen koldt i ca. 30 minutter.
  4. Rul den ud og læg den i en tærteform. 
  5. Prik bunden overalt med en gaffel. Klip evt. et stykke bagepapir rundt, så det passer i bunden af tærten og dæk papiret med tørre bønner (f.eks. kidneybønner eller linser), mens den forbages. 
  6. Forbag tærtebunden 15 minutter ved 200 grader (alm. ovn).
  • Fyld: 
  • 1 spsk smør
  • ½ dl ahornsirup eller flydende honning
  • 1 ½ dl piskefløde
  • 450 g græskar
  • 1 dl creme fraiche 18 %
  • 3 æg
  • 1 tsk stødt kanel
  • 3/4 tsk stødt ingefær
  • 3/4 stødt kardemomme
  • 3/4 stødte nelliker
  • 1 tsk salt
  1. Græskarstykkerne (uden skal) koges med lidt vand i en gryde i ca. 20 minutter og stavblendes derefter til mos. Stilles til afkøling.
  2. Smør, sirup/honning og brun farin smeltes i en anden gryde.
  3. Fløden tilsættes og blandingen koges op under omrøring. Tag gryden af varmen.
  4. Bland græskarmosen med creme fraiche, æg og krydderier. Tilsæt derefter flødeblandingen i en tynd stråle, mens du rører grundigt.
  5. Fyldes hældes på den forbagte tærtebund og bages ved 170 grader (alm. ovn) i ca. 30 minutter. Stik i tærten med en kødnål eller lignende – når fyldet ikke klistrer til nålen, er tærten færdigbagt.
  6. Serveres lun eller kold med creme fraiche rørt med vaniljesukker. Smager mindst lige så godt dagen efter!

Rigtig god Halloween :)

Hvor får du din energi fra?

Print Friendly

Her mener jeg ikke den indre energi, men den du hiver ud af stikkontakten, når du tænder tv’et, føntørreren eller støvsugeren. Indtil for nyligt fik vi vores energi på ganske traditionel vis – nemlig fra det elselskab, der har pligt til at forsyne vores ejendom. Det er en af de ting, der sker helt automatisk, og som man ikke behøver at tage stilling til …

Til gengæld er det så også elselskabet, der bestemmer, hvilken slags strøm der kommer ud af dine kontakter. Og det betyder, at en stor del af energien kommer fra kul og brunkul (46 procent), mens kun 13 procent er klimavenlig vindenergi.

Det gnavede egentlig lidt i min grønne samvittighed, men netop fordi elforsyning er en af de få ting, hvor man kan læne sig tilbage og få tingene serveret uden at løfte en finger, er det også et område, der nemt ryger langt ned på to-do-listen.

For nyligt fik jeg så taget mig sammen og skiftede til Vindstød.dk, som leverer strøm udelukkende fra danske vindmøller. Og så viste det sig endda, at:

  • Det tog kun 1 minut at skifte (det kræver ingen nye installationer eller teknikerbesøg, og Vindstød.dk står for alt det praktiske)
  • Prisen er nogenlunde den samme – måske endda bedre.
  • Vindenergi er ikke kun godt for dig og miljøet, men også for det danske samfund, som også får en økonomisk gevinst.
  • Og jo flere der vælger vindenergi, jo flere er vi om at skubbe udviklingen i en grønnere retning.
Og så er der selvfølgelig også den fordel, at god samvittighed giver god indre energi! Du kan evt. læse mere og selv tage det grønne spring på Vindstød.dk – det tager som sagt kun 1 minut. Nu er tippet i hvert fald givet videre.

Verdens bedste frieri!

Print Friendly

Det er dagen efter en ferie, temperaturen er dykket med 10-15 grader og derfor er det nemt at synke ned i tirsdagstristesse … Så trænger du til et humørløft, der kildrer  i maven og prikker til tårekanalerne på den gode måde, så se med her:

Jeg er ganske godt tilfreds med den måde, jeg blev friet til, men det her må altså også snige sig ind på Top 3 over Verdens Bedste Frierier.

God tirsdag til alle – håber I fik lidt solskin ind i jeres dag!

Pligtskemaet på tv

Print Friendly

I mandags var jeg endnu engang inviteret med i Go’ Aften Østjyllands serie “Hovedet på Bloggen”. Denne gang fortalte jeg om Pligtskemaet, som vi har haft god gavn af her i huset.

Hvis du har lyst, kan du se indslaget HER.

Jeg har to gange tidligere været på TV2 Østjylland, hvor jeg fortalte om salatskåle (se mere HER) og værdien ved at sige tak for vasketøj (se mere HER).